Den der med socialrådgivernes "faglighed"

.

En medvider

Det, der for mig er det mest interessante ved følgende historie, er, at den Henriette Halgerd, der udtaler sig om noget, man kunne kalde "socialrådgivernes heltemodige kamp mod de lokale, politiske forhold", også var med på det hjemmebesøg af tyve minutters varighed, som senere, sammen med diverse, dels forældede, dels forfalskede, kommunale "dokumenter", af hendes kollega Aase Metzsch blev misbrugt til at ødelægge alt for vores børn.

Jeg har utallige gange tigget og bedt samme Henriette Halgerd om at sige sandheden om de "iagttagelser", Aase Metzsch hævdede at have gjort - og som ikke har en pind med virkeligheden at gøre.

Henriette Halgerd, som kunne have medvirket - med sin "socialrådgiverfaglighed" - til at løse denne sag, har indtil i dag været absolut tavs.

Når du har læst nedenstående klamamse, vil du uden tvivl være enig med mig i følgende konstatering:

-Faglighed mig et vist sted!

ps

Desuden er Jan Skadhauges udtalelser i min opfattelse præget af, at han ad flere omgange har været indblandet i socialsagen mod mine døtre. Første gang hævdede han, lidt svedende, at "alle relevante dokumenter selvfølgelig var blevet sendt til Den sociale Ankestyrelse i forbindelse med den af os anlagte klagesag".

Det var ikke sandt. Det sociale Nævn stiftede på selve mødet den 29. september 1998 for første gang bekendtskab med læge Steen Petersens erklæring af 23. august 1998 og skolepsykolog Lene Meinertz' undersøgelsesresultater fra marts 1998 vedrørende Christina. Og det udelukkende, fordi vi havde taget dem med. Den tilstedeværende psykiater brugte en meget stor del af tiden på, med forfjamsket ansigtsudtryk, at bladre frem og tilbage imellem de tre sider lægeerklæring og den ene side psykologudtalelse, som alle, direkte og indirekte, beskrev den meget positive udvikling, mit liv havde taget siden 1983.

Senere blev samme Jan Skadhauge udnævnt til at sørge for den aktindsigt, min ældste datter havde anmodet om i 2008 - og som bestod af næsten ingenting, fordi det hele var blevet "desværre makuleret ved en fejltagelse".

Han løj tykt og ødelæggende i sagen omkring vores børn - så der er absolut ingen grund til at tro, at han sagde sandheden, da han blev interviewet af Socialrådgiverforeningen.

Men døm selv, hvem der i Høje Tåstrup Kommune var udvalgt til at "beskytte disse samfundets de allersvageste".

Vi vandt godt nok klagesagen - men absolut ikke, fordi kommunen var parat til at give mine døtre en fair chance.

...

Og her er teksten:

Handleplan på kant med loven

Socialrådgiveren nr. 25, 4. december 2002

Ekspert vurderer, at Høje-Taastrup Kommunes interne notat på børneområdet er ulovligt. Borgmester tager afstand fra notatet og lover Socialministeriet, at kommunen overholder loven. Socialrådgiverne er frataget deres beslutningskompetence - og pointerer, at de ikke længere kan betjene borgerne ud fra en "behovsvurdering".

Af Susan Paulsen

Ord er taknemmelige: Udtryk som som "hård budgetstyring", "væsentlige besparelser"og "venteliste" anvendes flittigt i i Høje-Taastrup Kommunes interne notat på forebyggelses- og anbringelsesområdet. I Socialministeriet skaber notatets ordlyd usikkerhed om, hvorvidt Høje Taastrup Kommune har truffet ulovlige beslutninger på børneområdet. Derfor beder ministeriet borgmesteren forklare, hvilke konsekvenser notatet har på kommunens politik på børneområdet.
Borgmester Anders Bak (A) tager i et forklarende brev afstand fra flere punkter i det interne notat.

Socialrådgiveren går tæt på den korrespondance, der har været mellem Socialministeriet og Høje-Taastruup Kommune. Hvad de kommunale politikere og embedsmænd har tænkt, da de arbejdede med det interne notat, kan vi i sagens natur ikke dokumentere. Men vi kan dokumentere, at ord er taknemmelige.

For at undgå, at det kommunale budget i Høje-Taastrup Kommune skal opskrives med 20 mill. kr. i 2003 har centerchef i familie- og sundhedsforvaltningen Jan Skadhauge udarbejdet et notat til byrådsmedlemmerne til brug ved budgetforhandlingerne. Notatet bærer overskriften - "Handleplan for reduktion af budget 2003 på forebyggelses- og anbringelsesområdet" og er dateret den 17. september 2002.
Udtryk som "hård budgetstyring", "væsentlige besparelser"og "venteliste" anvendes flittigt i notatet. Et af punkterne i handleplanen lyder: "Der indføres en hård budgetstyring, som betyder, at børn der ikke opfylder kriteriet for tvangsfjernelse vil komme på venteliste til anbringelse, til et andet barn kan hjemgives, hvis der ikke er plads i budgettet til en yderligere anbringelse".
Og i et andet punkt hedder det: "På anbringelsesområdet vil der blive sat fokus på tillægsydelser til anbringelsen. Disse vil, hvor der ikke er tale om børn, der opfylder betingelser for tvangsfjernelser, blive bragt til ophør."
Formand for kommunens børn- og ungeudvalg Vibeke Winther (A) har ingen betænkeligheder ved, at det er økonomien, som er incitamentet til at gøre tingene anderledes. Til Socialrådgiveren siger hun:
- Det her handler selvfølgelig om at spare penge for at forhindre en yderligere økonomisk tildeling på området. Ud over det, så handler det om at finde på noget, der er bedre. Handleplanen går på to ben, hvor det ene hedder "nedbringelse af udgifter", og det andet hedder "at gøre det bedre".

Rådgivere fratages beslutningskompetence
Generelt lægger handleplanen op til, at man i langt højere grad skal benytte kommunens egne støtteforanstaltninger. Det præciseres for eksempel, at "...aflastning fremover alene kan tilbydes i familiecentrenes weekendkoloni - hvor der vil blive venteliste".
Og ligeledes for at spare penge fratages socialrådgiverne deres beslutningskompetence. Dette er formuleret således i handleplanen:
"Kompetence til at træffe beslutninger om anbringelser og forebyggende foranstaltninger flyttes fra sagsbehandler til chefsocialrådgiver og afdelingschef. Dette vil sikre mulighed for fastsættelse af nye reducerede servicemål og vil ensarte praksis på området samt skabe bedre mulighed for budgetstyring."

Lovens intentioner
Med afsæt i det interne notat og mediernes omtale af det stillede Enhedslistens Line Barfoed i oktober spørgsmål til socialministeren om, hvad hun vil gøre for at sikre, at Høje-Taastrup Kommune overholder loven.
Socialministeren svarer, at ministeriet som led i det ulovbestemte ressorttilsyn har bedt kommunen om nærmere oplysninger for at vurdere, om kommunen har "truffet beslutninger, der kan indebære, at lovgivningen tilsidesættes". Og i socialministerens svar hedder det videre: "Generelt bemærkes, at det er behovet for at modtage særlig støtte i form af en anbringelse uden for hjemmet, der efter loven er afgørende for, om ydelsen skal udløses. Det ligger endog meget langt fra lovens ord og intentionerne bag de gældende børneregler at lade økonomiske hensyn diktere, at et barn ikke kan modtage en sådan støtte, hvis en bestemt økonomisk grænse, f.eks. i form af et maksimalt antal anbringelser uden for hjemmet, er nået for kommunen."

Eventuel misforståelse
Den 5. november sender kommunen et halvanden sider langt brev signeret af borgmester Anders Bak (A) til Socialministeriet, hvori det blandt andet hedder, at kommunen naturligvis overholder lovgivningen.
"Der er imidlertid et markant behov i Høje-Taastrup ligesåvel som i landets øvrige kommuner for at udvikle nye metoder i arbejdet. For trods eksplosiv vækst i udgifterne er der ikke færre børn, der har brug for hjælp."
Og angående det punkt, som har været udsat for mest kritik hedder det i brevet:
"Notatets sætning om at børn kan komme på venteliste til et andet barn hjemgives - skal ses som information til Byrådet om, at dette ville kunne blive en alvorlig konsekvens, hvis en budgetstyring viser, at der ikke er plads til nye udgifter i budgettet.
Byrådet er helt opmærksom på, at kommunen har pligt til at hjælpe truede børn, og at kommunens økonomi ikke begrunder en manglende anbringelse af et barn, der har behov for dette."
Den 26. november modtog byrådet i Høje-Taastrup Kommune en tilbagemelding fra Socialministeriet på borgmesterens forklarende brev. I tilbagemeldingen hedder det "at ministeriet har hæftet sig ved, at borgmesteren har tilkendegivet, at byrådet er helt opmærksom på, at kommunen har pligt til at hjælpe truede børn, og at kommunens økonomi ikke begrunder en manglende anbringelse af et barn, der har behov for dette. Og at borgmesteren mere generelt har udtalt, at kommunen vil overholde lovgivningen."

På ét punkt efterlyser ministeriet dog, at borgmesteren tager mere direkte afstand til det interne notats indhold. Det drejer sig om denne formulering: "På anbringelsesområdet vil der blive sat fokus på tillægsydelser til anbringelsen. Disse vil, hvor der ikke er tale om børn, der opfylder betingelser for tvangsfjernelser, blive bragt til ophør."
For at forebygge en eventuel misforståelse oplyser ministeriet, at "behovet for eventuelle tillægsydelser beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde og uafhængigt af, om der måtte være givet samtykke til en anbringelse".

Anbefaling eller advarsel
På baggrund af Socialministeriets kritik af det interne notat spurgte Socialrådgiveren forvaltningschef Jan Skadhauge, hvordan han opfatter Socialministeriets kommentarer.
- Jeg er ikke overrasket. De gør bare kommunen opmærksom på, at loven selvfølgelig skal overholdes, og det ved vi godt.
- Notatet fremstår som forslag på, hvordan kommunen kan agere for at spare nogle penge. Hvorfor anbefaler I politikerne at gøre noget ulovligt?
- Det er ikke vores opfattelse, at der er tale om noget ulovligt bortset fra, hvis vi satte børn, der skulle anbringes, på venteliste. Det er politikerne, der træffer den beslutning selvfølgelig med rådgivning fra os om, at det i forhold til loven vil være tvivlsomt for eksempel med ventelister på anbringelsesområdet.
- Men er der nogen grund til at skrive det i notatet, når det ikke er lovligt?
- Det er der faktisk, for hvis man vil føre forslaget ud i livet, så kan ventelister være konsekvensen, selv om det ikke er lovligt. Nu har politikerne ikke holdt fast i forslaget, og det er vigtigt at sige.

- Socialministeriet kritiserer også formuleringen "Særligt fokus på tillægsydelser til anbringelsen..."
- Ja, men dér gør vi netop, som ministeriet præciserer. Vi har bevilget en række tillægsydelser, som ikke altid er nødvendige. Der skal foretages en vurdering i forhold til det enkelte barn, og det er faktisk det eneste, som ministeriet gør os opmærksomme på, og det sker hver dag.
Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Anders Bak (A).

Ekspert: Ulovligt
Lektor i socialret Simon Thorbek vurderer, at dele af det interne notat i Høje-Taastrup Kommune er ulovligt.
- Eksemplet med, at man ikke kan anbringe et nyt barn, hvis der ikke er plads i budgettet, uden at et andet hjemtages, er hårrejsende. Det er klart ulovligt. Borgerne udsættes for et usagligt skøn, og der er tale om magtfordrejning.
Og borgmesterens brev til Socialministeriet, hvor han forklarer, at sætningen skulle tjene som information til byrådet om de alvorlige konsekvenser af budgetstyringen, har Thorbek følgende kommentar til.
- Det lyder meget mærkeligt. Det må være enhver administrativ ledelses opgave at gøre byrødderne tydeligt opmærksom på, at det er ulovligt. Og det gør man jo ikke ved at foreslå noget ulovligt. Sætningen lyder som en handlingsanvisning og ikke som en advarsel.

På spørgsmålet om, hvordan socialrådgiverne bør tackle situationen, svarer Simon Thorbek:
- Socialrådgiverne har et personligt ansvar, og hvis de kommer ud for at skulle beslutte noget åbenbart ulovligt, så skal de sige nej til at skrive under - det må ledelsen gøre. Derudover kan man diskutere, om de har pligt til at forsøge at forhindre, at noget åbenbart ulovligt sker for eksempel ved at henvende sig til det politiske niveau uden om ledelsen, rejse det i pressen eller kontakte Tilsynsrådet.

Rokker ved faglighed
Og socialrådgiverne har sammen med psykologer, sundhedsplejersker og administrative sagsbehandlere henvendt sig til politikerne. Forleden fik alle medlemmer af byrådet et brev, hvor de ansatte understreger, at det ikke længere er muligt at betjene borgerne ud fra en behovsvurdering.
Socialrådgivernes tillidsrepræsentant Annette Adelvardt og mange af hendes kolleger er langt fra begejstret for den nye kompetenceplan.
- Det er nærmest som at komme under administration. De enkelte sager bliver behandlet og vurderet af ledelsen én gang om ugen efter vores skriftlige indstillinger. Det betyder, at sagsgangen er blevet langsommere og tungere, fortæller Annette Adelvardt
Hun har ikke kendskab til sager, hvor en socialrådgiver har anbefalet en anbringelse, og det så ikke er blevet accepteret af ledelsen. Men i de såkaldte "kan-sager" efter paragraf 40 stk. 2 i Serviceloven har Annette Adelvardt og flere af hendes kolleger oplevet at få afslag fra ledelsen.

- Vi har eksempler på, at vi har fået afslag i sager, hvor vi indstillet familier til at få bevilget en kontaktperson eller andre former for støtte. Jeg har naturligvis ikke været enig i afslagene, men er nødt til at arbejde loyalt over for systemet. Men vi synes, at det er svært, at ens faglige vurderinger bliver underkendt. Det rokker ved vores faglighed og giver spekulationer i forhold til de pågældende familier.

Set i bakspejlet
Chefsocialrådgiver Henriette Halgerd erkender, at det er problematisk, at socialrådgiverne er blevet frataget deres beslutningskompetence.
- For de fleste er det alfa og omega, at de har kompetencefrihed. Det er en svær situation, men vi er nødt til det af hensyn til vores budgetstyring og for at få et klart billede af, hvilke og hvor mange foranstaltninger, der er iværksat.
Henriette Halgerd har været med til at godkende det interne notat til byrådet. På spørgsmålet om, hvorfor der ikke sort på hvidt står skrevet, at det er ulovligt, hvis et barn, der har behov for at blive anbragt, sættes på en venteliste af hensyn til budgettet, svarer hun:
- Ja, det kunne vi sagtens have gjort.
- Nu lyder det mere som en handlingsanvisning end som en advarsel?
- Ja, det kan du have ret i. Den skrivelse kunne set i bakspejlet sagtens have været skrevet anderledes. Men det vigtigste for mig og alle rådgiverne er, at vi ikke har trukket børn hjem. Og at vi siden september, hvor byrådet fik notatet, har anbragt fem børn.

Og at vi iøvrigt handler fagligt korrekt i alle børnesager.(!) (min fremhævelse)

Tilsynsrådet er også gået ind i sagen, men har endnu ikke taget stilling til, hvad man mener om Høje-Taastrup Kommunes politik på børneområdet. Man afventer en redegørelse fra kommunen efter det næste byrådsmøde den 17. december.

...

Kunst og videnskab nu

spaces In between

July 31 - August 6, 2011
ConcentArt, Kreuzbergstr. 28, Berlin
Curated by Simon Donovan
Organized by Jayne Holsinger and Karen Marshall


spaces In between

An International Exhibition from Transart Collective
Liminality from the Latin word limen, meaning “a threshold” or “in between”, characterized by indeterminacy, openness and ambiguity; perhaps mobility, transition, dissolution or disorientation.
Communitas is a Latin noun referring to an unstructured community in which people are equal. Communitas is an acute point of community. It takes community to the next level and allows the whole of the community to share a common experience, usually through a rite of passage. Communitas is characteristic of people experiencing liminality together.
Trans is a Latin noun or prefix, meaning “across”, “beyond” or “on the opposite side”.
The Transart Collective is, as implied by name, a coterie of artists “from other places.” In this exhibition, several of the collective’s individual members share their perception of the spaces in between those places. Such spaces may be physical, psychological, spiritual, sociological, political, or simply a demarcation point or stage in a process. Thus, the Transart Collective represents varied cultures, ages, and nationalities as well as an assortment of personal interpretive perspectives. The collective will exhibit its investigations of “in between” and spend the week in “communitas,” in order to exist in a space of transition, they will examine “rites of passage,” with the hope of gaining new perspectives beyond normal limits of thought and actions and out of in between. Recognizing, of course, that people, places, or things may not complete a transition, or a transition between two states may not be fully possible or tenable.
For inquiries, please contact: Simon DONOVAN at simondonovan@msn.com

NOTHING TO DECLARE

October 25 – November 25, 2011
Manila, Philippines
Curated by Faudette May V. Datuin
Organized by Josephine Turalba

NOTHING TO DECLARE

Flaudette May V. Datuin
Overview
Nothing to Declare is a Contemporary Art Exhibition aiming to exhibit artworks by international artists, who are enjoined to collaborate and interact, not only with each other but also with their host communities. The pedagogic / educational aspect of the project is an integral component that aims to conduct art educators’ training workshops, essay writing contests and artist talks for children / adolescents in high school and college levels.
The tentative target date is 25 October to 25 November 2011, in several venues in Manila, Philippines, with a possibility for the exhibition to travel to some of the participating artists’ countries in 2012 to 2013.
Project Objective
Nothing to Declare is a project that aims to explore the creative process of visuals artists who come to Manila with their cultural specificities and span of professional experience that is varied and diversified.
The project is designed to allow selected international artists to mingle with selected local Filipino artists and share their artistic practices and know-how as regards concept and craft.
This exchange among artists provides the starting point for pedagogical, art-critical and art-education activities.
Nothing to Declare’s exhibition and workshop is expected to be documented in a full color book/catalogue that will comprise critical texts, academic essays, artists’ statements, photo-documentation of the workshop, and community activities as well as of the round-table discussions.
Themes and Discourse
Through the selected works of international and Filipino artists, Nothing to Declare will explore issues of identity, gender, migration —broadly defined as movement not just across waters, land, and air, but also across immediate, virtual and hyper realities—and shifting societies. The title pays particular attention to the role of migration in shaping those social changes by continuous movement, a movement characterized by breaks, dislocations, absences, and silences of those who have nothing to declare.
In an uneven global system where people’s ways of sensing and feeling are de-synchronized and fractured, irreducibly plural, discontinuous and non-homogenous, Nothing to Declare plans to address such phenomena in workshops and round table discussions.
Such disjointed perceptions —which become concretely apparent in states of trance, possession, daydreams, jokes, manic and epileptic seizures— can be understood under the thematic of “picnolepsy”, a category we borrow from Paul Virilio to explain experiences that exist as a series of vacancies and absences, configured in shifting and provisional arrangements, rather than coherent unities, ordered and logical thought.[i]
Nothing to Declare is thus interested in those picnoleptic vacancies and absences, the un-saids in human perception and the gaps in human experience, particularly of those at the fringes who fall between the cracks of the “real,” the rational and the visible in a global culture of unequal access amidst material excess, of want and poverty amidst waste and plenty.
The project’s first stopover and point of entry for engaging with and making sense of these gaps and disappearances is Manila, the capital city of what is referred to as “a nation of nannies,” of exported overseas workers, whose remittances to those they leave behind supposedly keep the economy afloat.
Project Location
As pilot site for Nothing to Declare, Manila is place as well as metaphor for understanding a particularly nomadic, migratory sensibility characterized by displacements, of absences, and of slippages, that are lived in very real, concrete, at times painful terms in the everyday. “Livedness” and “lived realities” for these families do not only refer to the immediate, the concrete. In life until death, the bodies of these so-called citizens of the world present concrete examples of contradictions, of absent people who are made present through money coming through the wires, a lifeblood circulating —from birth to death— through impersonal, electronic banking and financial circuits of exchange.
For example, there is now a funerary service advertised as “Cyber-Burol” (cyber-wake), where the webcam and the computer can relay images of the bereaved and the dead, a situation where grief and feelings of loss, and pain are played out virtually.
Such virtual realities become very real and pervasive, especially in political circuses, such as elections, which for the first time have become “automated” in 2010 —a development that gives rise to the possibility of failures in elections, a danger that WJT Mitchell[ii] characterized no longer of “things falling apart” —of wars and mass destruction or mass malfunctioning of machines— but of things coming alive: the creation of new, ever-vital, virulent images and life forms: of computer viruses, terrorist sleeper cells, of warlord cells, of smart bombs, and in the case of Philippine elections, of automated Garcis (short for Garcillano, the election commissioner linked to the vote rigging in the presidential elections that in 2004).
Similar circus elections and migration of labor phenomena are found in the homeland of some of the selected artists, from Egypt as a sample of Middle East countries to several Latin American and African nations. Nothing to Declare takes careful note of these movements across realities: movements where copies and objects that, despite or maybe because of having nothing to declare, nonetheless have realities and lives of their own.
As site of political and cultural power, Manila is the seat of the nation-state, one that is constantly challenged by political, cultural and social forces within and without. As source of exported labor and goods, Manila exists in the margins of global politics and economy as well as in relative geographic isolation from the rest of mainland Southeast Asia’s capital cities. However, as port of entry to the rest of the Philippine Islands, Manila is also the junction towards the rest of Asia. As the first destination for Nothing to Declare, Manila thus becomes a meeting place where people from various points of origin can work together, listen and tell stories of loss and leavings, as well as gains and triumphs.
Nothing to Declare is thus a contribution to contemporary discussion on migration, not only of people across borders, but of forms and realities across time and space, with the dysfunctional city of Manila as initial site. But instead of the subaltern who cannot speak[iii], the project focuses on those who have nothing to declare –those whose marginality is source of intervention and strength, of subterfuge and resistance, of constraint as well as change.

Footnotes
[i] Paul Virilio. The Aesthetics of Disappearance. USA: MIT Press, Cambridge, Mass. And London, 2009.
[ii] WJT Mitchell. “The Work of Art in the Age of Biocybernetic Revolution,” What Do Pictures Want? Chicago and London: The University of Chicago Press, 2005.
[iii] Gayatri Spivak, “Can the Subaltern Speak?” Marxism and the Interpretation of Culture. C. Nelson and L. Grossberg, eds. Basingstoke: Macmillan Education, 1988.