.
Tirsdag den 22. februar 2011. Vedrørende socialt bedrageri.
Fortsat:
Se evt. dette link:
Høje Tåstrup Kommunes genopstandne "Borgerservice"
Man bliver helt "gandhisk" af det her: History teaches man, that history teaches man nothing!
...
PS
...som argument imod påstandene om "stasimetoder" i forbindelse med den lokalt baserede jagt på socialsvindlere blev det fremført fra kommunal side, at den beskyldte part havde en hel masse rettigheder i forvaltningssystemet, som i givet fald ville kunne beskytte vedkommende imod falske anmeldelser.
Partshøringer o.s.v.
For god ordens skyld skal jeg henlede opmærksomheden på, at man åbenbart kan suspendere disse sikkerhedsmekanismer fra kommunalpolitisk side, hvis man finder det opportunt.
Vi har aldrig haft mulighed for at rejse indvendinger imod Høje Tåstrup Kommunes falske angivelser i Sags- og advisregisteret af såvel til- som fraflytningstidspunkt for familien.
Datatilsynet truede os endda med "en ganske normal sagsbehandling", hvis vi bragte emnet på bane igen.
"Normal sagsbehandling" hos Datatilsynet betyder, at man ignorerer alle yderligere henvendelser fra borgeren.
...
Se evt. dette link:
Svendborg kommune
Se evt. dette link:
Høje Tåstrup kommune
Man må inderligt håbe, at der ikke i Svendborg kommune findes medarbejdere, som systematisk forfalsker registeroplysningerne om borgerne, sådan som det sker i Høje Tåstrup kommune.
For så har borgerne godt nok et problem, som ingen vil hjælpe dem med at løse.
Det er iøvrigt sjovt at se, hvordan man også fra avisernes side regner med, at borgerne er ude af stand til at huske fra deres næse til deres mund.
Man venter et stykke tid, og så giver man i avisen en beskrivelse af en forvaltningsmetode, som er absolut i orden, og skulle nogen så finde på at kigge efter, hvad den oprindelige historie indeholdt, bliver vedkommende affærdiget med "det kan godt være, men det kan vi da ikke huske" eller "den gamle historie vil vi ikke tale om", evt. med efterskriften om at borgeren er en kværulant, som spilder kommunens tid.
...
Dienstag, 30. November 2010
Freitag, 26. November 2010
Krieglach maj 2000
.
Jeg havde helt glemt, hvor lille min ældste datter Helena var, da hun i maj 2000 var med på den, her i Østrig, obligatoriske "Schullandwoche", der, som altid for skolen i Panzergasse, foregik i Krieglach, Steiermark.
Hun står sådan cirka midt i billedet sammen med sin bedste veninde, Viviane.
..
Jeg havde helt glemt, hvor lille min ældste datter Helena var, da hun i maj 2000 var med på den, her i Østrig, obligatoriske "Schullandwoche", der, som altid for skolen i Panzergasse, foregik i Krieglach, Steiermark.
Hun står sådan cirka midt i billedet sammen med sin bedste veninde, Viviane.
..
Dienstag, 23. November 2010
Lidt avissnak og to links den 23. november 2010
.
Problemet er i langt højere grad, at man mister samtlige, borgerlige rettigheder i Danmark, hvis man har en "forkert" adresse. For eksempel bor i noget, der af de omgivende myndigheder karakteriseres som "ghetto". Da vi i 1998 flyttede til Taastrupgaard, var stemningen imod bebyggelsen blevet meget voldsommere og langt mere ødelæggende end tidligere. Havde vi vidst, at man på baggrund af forfalsket materiale ville tvære vores døtre ud, var vi aldrig flyttet ind. Men det havde vi ikke troet.
Jeg vil gerne lige tilføje, at jeg havde en del bekendte i Taastrupgaard helt tilbage i halvfjerdserne. De var allesammen gode socialdemokrater, lige som jeg selv, og dengang var vi helt enige om, at det bare var udslag af den "borgerlige propaganda", når man udråbte Taastrupgaard til et "problemområde". Sådan kan det hele ændre sig...
Link til avisdebat:
Avisdebatten
Link til HTK:
Myndighederne på sightseeing i ghettoen
...
Problemet er i langt højere grad, at man mister samtlige, borgerlige rettigheder i Danmark, hvis man har en "forkert" adresse. For eksempel bor i noget, der af de omgivende myndigheder karakteriseres som "ghetto". Da vi i 1998 flyttede til Taastrupgaard, var stemningen imod bebyggelsen blevet meget voldsommere og langt mere ødelæggende end tidligere. Havde vi vidst, at man på baggrund af forfalsket materiale ville tvære vores døtre ud, var vi aldrig flyttet ind. Men det havde vi ikke troet.
Jeg vil gerne lige tilføje, at jeg havde en del bekendte i Taastrupgaard helt tilbage i halvfjerdserne. De var allesammen gode socialdemokrater, lige som jeg selv, og dengang var vi helt enige om, at det bare var udslag af den "borgerlige propaganda", når man udråbte Taastrupgaard til et "problemområde". Sådan kan det hele ændre sig...
Link til avisdebat:
Avisdebatten
Link til HTK:
Myndighederne på sightseeing i ghettoen
...
Dienstag, 16. November 2010
Tre (fire) links og et par aviskommentarer.
.
Se evt. først dette link med delvis dokumentation:
kvartalsrutine-hav-bare-tillid-til-os.html
...
Det værste er jo ikke, at borgere, der snyder, bliver ramt. Det værste er, at beskyttelsen af borgeren mod tilfældige overgreb fra kommunal side er så elendig, at den ikke eksisterer. Netop Høje Tåstrup Kommune har siden februar 1998 svindlet gentagne gange med vores adresseoplysninger, hvilket ikke har givet de forskellige kontrolmyndigheder anledning til at skride ind, selv om det har kostet os et ret stort beløb i såvel skattebøder som ekstraomkostninger. Og det er ikke betryggende.
http://jp.dk/indland/article2244122.ece
Og så er der altså også den knast, at kommunen uden tvivl vil kunne finde på at benytte bestilte anmeldere, hvis man ønsker at få ram på en eller anden borger. Det gjorde Høje Tåstrup Kommune i noget så alvorligt som en socialsag mod vores to døtre, så hvorfor ikke også andre steder. Tilmed var den benyttede anmelder en ældre dame, om hvem man på rådhuset vidste, at hun i årtier havde været invalideret af skizofreni, og når man først er parat til at misbruge sådan et menneske, ved jeg ikke mere.
http://jp.dk/indland/article2244728.ece
...
Angiveligt slettet af sikkerhedsgrunde (kl. 10.58, 13. november 2010):
Høje Tåstrup Kommunes anmeldelsesservice
...
Se evt. først dette link med delvis dokumentation:
kvartalsrutine-hav-bare-tillid-til-os.html
...
Det værste er jo ikke, at borgere, der snyder, bliver ramt. Det værste er, at beskyttelsen af borgeren mod tilfældige overgreb fra kommunal side er så elendig, at den ikke eksisterer. Netop Høje Tåstrup Kommune har siden februar 1998 svindlet gentagne gange med vores adresseoplysninger, hvilket ikke har givet de forskellige kontrolmyndigheder anledning til at skride ind, selv om det har kostet os et ret stort beløb i såvel skattebøder som ekstraomkostninger. Og det er ikke betryggende.
http://jp.dk/indland/article2244122.ece
Og så er der altså også den knast, at kommunen uden tvivl vil kunne finde på at benytte bestilte anmeldere, hvis man ønsker at få ram på en eller anden borger. Det gjorde Høje Tåstrup Kommune i noget så alvorligt som en socialsag mod vores to døtre, så hvorfor ikke også andre steder. Tilmed var den benyttede anmelder en ældre dame, om hvem man på rådhuset vidste, at hun i årtier havde været invalideret af skizofreni, og når man først er parat til at misbruge sådan et menneske, ved jeg ikke mere.
http://jp.dk/indland/article2244728.ece
...
Angiveligt slettet af sikkerhedsgrunde (kl. 10.58, 13. november 2010):
Høje Tåstrup Kommunes anmeldelsesservice
...
Sonntag, 14. November 2010
For mange år siden i en valgudsendelse bekræftede en rundspørge blandt seks tilfældigt udvalgte børsvekselerer,
.
...at den siddende regerings politik var absolut social, afbalanceret og menneskevenlig.
Det var et af de morsommere indslag fra det nu hedengangne VS.
I samme ånd buldrer man nu med stortrommen på baggrund af en undersøgelse af økonomien i den omfattende hjælp til udsatte børn, og på baggrund af 4 (fire!) sager ved vi nu allesammen fra upartisk side (socialpædagogisk), at det er bare så overgodt, det hele.
Nemlig!
God økonomi i at hjælpe udsatte børn
...
...at den siddende regerings politik var absolut social, afbalanceret og menneskevenlig.
Det var et af de morsommere indslag fra det nu hedengangne VS.
I samme ånd buldrer man nu med stortrommen på baggrund af en undersøgelse af økonomien i den omfattende hjælp til udsatte børn, og på baggrund af 4 (fire!) sager ved vi nu allesammen fra upartisk side (socialpædagogisk), at det er bare så overgodt, det hele.
Nemlig!
God økonomi i at hjælpe udsatte børn
...
Donnerstag, 4. November 2010
Så kom der en e-mail om,...
.
...at man havde fået min Leveattest i hænde. Jeg indrømmer gerne, at det kan virke lidt sært, at jeg ikke bare stoler på de myndigheder, der skal tage sig af blandt andet den slags dokumenter.
Men først kostede min naive tillid mig et større antal restance- og rykkergebyrer, fordi man ikke havde registeret min nye adresse, som oplyst af mig i september 2002, og man derfor standsede udbetalingerne i 2003, fordi jeg ikke reagerede på henvendelser til den adresse, jeg havde meldt flytning fra.
Dengang fik jeg bare en sang fra de varme lande.
Og i sin tid kostede Den sociale Sikringsstyrelse mig ligeledes en skattebøde på små 5.000 kroner, fordi jeg stolede på, at den adresse, jeg opgav på Leveattesten i 2006, også rent faktisk ville blive brugt.
Det blev den ikke.
Og det bliver den fortsat ikke, når det drejer sig om de oplysninger, jeg skal bruge til min selvangivelse.
Men bortset fra det...
...
...at man havde fået min Leveattest i hænde. Jeg indrømmer gerne, at det kan virke lidt sært, at jeg ikke bare stoler på de myndigheder, der skal tage sig af blandt andet den slags dokumenter.
Men først kostede min naive tillid mig et større antal restance- og rykkergebyrer, fordi man ikke havde registeret min nye adresse, som oplyst af mig i september 2002, og man derfor standsede udbetalingerne i 2003, fordi jeg ikke reagerede på henvendelser til den adresse, jeg havde meldt flytning fra.
Dengang fik jeg bare en sang fra de varme lande.
Og i sin tid kostede Den sociale Sikringsstyrelse mig ligeledes en skattebøde på små 5.000 kroner, fordi jeg stolede på, at den adresse, jeg opgav på Leveattesten i 2006, også rent faktisk ville blive brugt.
Det blev den ikke.
Og det bliver den fortsat ikke, når det drejer sig om de oplysninger, jeg skal bruge til min selvangivelse.
Men bortset fra det...
...
Mittwoch, 3. November 2010
Endnu en sær, måske venlig een...
.
Man bemærker blandt andet, at denne påmindelse, som jeg ellers aldrig har modtaget tilsvarende, selv om jeg altid fremsender mine Leveattester tæt på afleveringsfristen, fordi man flere gange fra de danske myndigheders side har foretaget en sære ting og gerninger i sidste øjeblik, er afsendt før udløbet af den oprindelige frist som kan ses i afsnittet nedenunder.
Og kvitteringen for afsendelsen som rekommanderet brev, indleveret hos Postamt Rennwegzenter:
...
Man bemærker blandt andet, at denne påmindelse, som jeg ellers aldrig har modtaget tilsvarende, selv om jeg altid fremsender mine Leveattester tæt på afleveringsfristen, fordi man flere gange fra de danske myndigheders side har foretaget en sære ting og gerninger i sidste øjeblik, er afsendt før udløbet af den oprindelige frist som kan ses i afsnittet nedenunder.
Og kvitteringen for afsendelsen som rekommanderet brev, indleveret hos Postamt Rennwegzenter:
...
Mittwoch, 27. Oktober 2010
Mittwoch, 8. September 2010
Donnerstag, 5. August 2010
Mittwoch, 21. Juli 2010
Freitag, 2. Juli 2010
"Den håbløse enspænder"...
.
...som hævdet af såvel den amtslige psykologekspert Birgit Cederholm som af den vurderende døgninstitution "Bakkehuset"s toneangivende socialpædagog, Poul Erik Christiansen:
Jeg har ret tit funderet over, hvorvidt den lokale socialforvaltning i Høje Tåstrup Kommune, da man tvang os til at bringe børnene i sikkerhed i udlandet, også forsøgte at pleje landets fremtidige "ønskedemografi": i Danmark forblev jo såvel de to korrupte socialrådgivere, Aase Metzsch og Margit Næsby, som den gamle, skizofrene dame, der havde afgivet alle de svære beskyldninger imod mig.
Sådan et Danmark er vel nærmest ideelt: to offentligt ansatte socialarbejdere pr. tossede gamle dame.
Udlandet kan så få lov at rode med Danmarks talentfulde unge.
...
...som hævdet af såvel den amtslige psykologekspert Birgit Cederholm som af den vurderende døgninstitution "Bakkehuset"s toneangivende socialpædagog, Poul Erik Christiansen:
Jeg har ret tit funderet over, hvorvidt den lokale socialforvaltning i Høje Tåstrup Kommune, da man tvang os til at bringe børnene i sikkerhed i udlandet, også forsøgte at pleje landets fremtidige "ønskedemografi": i Danmark forblev jo såvel de to korrupte socialrådgivere, Aase Metzsch og Margit Næsby, som den gamle, skizofrene dame, der havde afgivet alle de svære beskyldninger imod mig.
Sådan et Danmark er vel nærmest ideelt: to offentligt ansatte socialarbejdere pr. tossede gamle dame.
Udlandet kan så få lov at rode med Danmarks talentfulde unge.
...
Freitag, 25. Juni 2010
Den der med socialrådgivernes "faglighed"
.
En medvider
Det, der for mig er det mest interessante ved følgende historie, er, at den Henriette Halgerd, der udtaler sig om noget, man kunne kalde "socialrådgivernes heltemodige kamp mod de lokale, politiske forhold", også var med på det hjemmebesøg af tyve minutters varighed, som senere, sammen med diverse, dels forældede, dels forfalskede, kommunale "dokumenter", af hendes kollega Aase Metzsch blev misbrugt til at ødelægge alt for vores børn.
Jeg har utallige gange tigget og bedt samme Henriette Halgerd om at sige sandheden om de "iagttagelser", Aase Metzsch hævdede at have gjort - og som ikke har en pind med virkeligheden at gøre.
Henriette Halgerd, som kunne have medvirket - med sin "socialrådgiverfaglighed" - til at løse denne sag, har indtil i dag været absolut tavs.
Når du har læst nedenstående klamamse, vil du uden tvivl være enig med mig i følgende konstatering:
-Faglighed mig et vist sted!
ps
Desuden er Jan Skadhauges udtalelser i min opfattelse præget af, at han ad flere omgange har været indblandet i socialsagen mod mine døtre. Første gang hævdede han, lidt svedende, at "alle relevante dokumenter selvfølgelig var blevet sendt til Den sociale Ankestyrelse i forbindelse med den af os anlagte klagesag".
Det var ikke sandt. Det sociale Nævn stiftede på selve mødet den 29. september 1998 for første gang bekendtskab med læge Steen Petersens erklæring af 23. august 1998 og skolepsykolog Lene Meinertz' undersøgelsesresultater fra marts 1998 vedrørende Christina. Og det udelukkende, fordi vi havde taget dem med. Den tilstedeværende psykiater brugte en meget stor del af tiden på, med forfjamsket ansigtsudtryk, at bladre frem og tilbage imellem de tre sider lægeerklæring og den ene side psykologudtalelse, som alle, direkte og indirekte, beskrev den meget positive udvikling, mit liv havde taget siden 1983.
Senere blev samme Jan Skadhauge udnævnt til at sørge for den aktindsigt, min ældste datter havde anmodet om i 2008 - og som bestod af næsten ingenting, fordi det hele var blevet "desværre makuleret ved en fejltagelse".
Han løj tykt og ødelæggende i sagen omkring vores børn - så der er absolut ingen grund til at tro, at han sagde sandheden, da han blev interviewet af Socialrådgiverforeningen.
Men døm selv, hvem der i Høje Tåstrup Kommune var udvalgt til at "beskytte disse samfundets de allersvageste".
Vi vandt godt nok klagesagen - men absolut ikke, fordi kommunen var parat til at give mine døtre en fair chance.
...
Og her er teksten:
Handleplan på kant med loven
Socialrådgiveren nr. 25, 4. december 2002
Ekspert vurderer, at Høje-Taastrup Kommunes interne notat på børneområdet er ulovligt. Borgmester tager afstand fra notatet og lover Socialministeriet, at kommunen overholder loven. Socialrådgiverne er frataget deres beslutningskompetence - og pointerer, at de ikke længere kan betjene borgerne ud fra en "behovsvurdering".
Af Susan Paulsen
Ord er taknemmelige: Udtryk som som "hård budgetstyring", "væsentlige besparelser"og "venteliste" anvendes flittigt i i Høje-Taastrup Kommunes interne notat på forebyggelses- og anbringelsesområdet. I Socialministeriet skaber notatets ordlyd usikkerhed om, hvorvidt Høje Taastrup Kommune har truffet ulovlige beslutninger på børneområdet. Derfor beder ministeriet borgmesteren forklare, hvilke konsekvenser notatet har på kommunens politik på børneområdet.
Borgmester Anders Bak (A) tager i et forklarende brev afstand fra flere punkter i det interne notat.
Socialrådgiveren går tæt på den korrespondance, der har været mellem Socialministeriet og Høje-Taastruup Kommune. Hvad de kommunale politikere og embedsmænd har tænkt, da de arbejdede med det interne notat, kan vi i sagens natur ikke dokumentere. Men vi kan dokumentere, at ord er taknemmelige.
For at undgå, at det kommunale budget i Høje-Taastrup Kommune skal opskrives med 20 mill. kr. i 2003 har centerchef i familie- og sundhedsforvaltningen Jan Skadhauge udarbejdet et notat til byrådsmedlemmerne til brug ved budgetforhandlingerne. Notatet bærer overskriften - "Handleplan for reduktion af budget 2003 på forebyggelses- og anbringelsesområdet" og er dateret den 17. september 2002.
Udtryk som "hård budgetstyring", "væsentlige besparelser"og "venteliste" anvendes flittigt i notatet. Et af punkterne i handleplanen lyder: "Der indføres en hård budgetstyring, som betyder, at børn der ikke opfylder kriteriet for tvangsfjernelse vil komme på venteliste til anbringelse, til et andet barn kan hjemgives, hvis der ikke er plads i budgettet til en yderligere anbringelse".
Og i et andet punkt hedder det: "På anbringelsesområdet vil der blive sat fokus på tillægsydelser til anbringelsen. Disse vil, hvor der ikke er tale om børn, der opfylder betingelser for tvangsfjernelser, blive bragt til ophør."
Formand for kommunens børn- og ungeudvalg Vibeke Winther (A) har ingen betænkeligheder ved, at det er økonomien, som er incitamentet til at gøre tingene anderledes. Til Socialrådgiveren siger hun:
- Det her handler selvfølgelig om at spare penge for at forhindre en yderligere økonomisk tildeling på området. Ud over det, så handler det om at finde på noget, der er bedre. Handleplanen går på to ben, hvor det ene hedder "nedbringelse af udgifter", og det andet hedder "at gøre det bedre".
Rådgivere fratages beslutningskompetence
Generelt lægger handleplanen op til, at man i langt højere grad skal benytte kommunens egne støtteforanstaltninger. Det præciseres for eksempel, at "...aflastning fremover alene kan tilbydes i familiecentrenes weekendkoloni - hvor der vil blive venteliste".
Og ligeledes for at spare penge fratages socialrådgiverne deres beslutningskompetence. Dette er formuleret således i handleplanen:
"Kompetence til at træffe beslutninger om anbringelser og forebyggende foranstaltninger flyttes fra sagsbehandler til chefsocialrådgiver og afdelingschef. Dette vil sikre mulighed for fastsættelse af nye reducerede servicemål og vil ensarte praksis på området samt skabe bedre mulighed for budgetstyring."
Lovens intentioner
Med afsæt i det interne notat og mediernes omtale af det stillede Enhedslistens Line Barfoed i oktober spørgsmål til socialministeren om, hvad hun vil gøre for at sikre, at Høje-Taastrup Kommune overholder loven.
Socialministeren svarer, at ministeriet som led i det ulovbestemte ressorttilsyn har bedt kommunen om nærmere oplysninger for at vurdere, om kommunen har "truffet beslutninger, der kan indebære, at lovgivningen tilsidesættes". Og i socialministerens svar hedder det videre: "Generelt bemærkes, at det er behovet for at modtage særlig støtte i form af en anbringelse uden for hjemmet, der efter loven er afgørende for, om ydelsen skal udløses. Det ligger endog meget langt fra lovens ord og intentionerne bag de gældende børneregler at lade økonomiske hensyn diktere, at et barn ikke kan modtage en sådan støtte, hvis en bestemt økonomisk grænse, f.eks. i form af et maksimalt antal anbringelser uden for hjemmet, er nået for kommunen."
Eventuel misforståelse
Den 5. november sender kommunen et halvanden sider langt brev signeret af borgmester Anders Bak (A) til Socialministeriet, hvori det blandt andet hedder, at kommunen naturligvis overholder lovgivningen.
"Der er imidlertid et markant behov i Høje-Taastrup ligesåvel som i landets øvrige kommuner for at udvikle nye metoder i arbejdet. For trods eksplosiv vækst i udgifterne er der ikke færre børn, der har brug for hjælp."
Og angående det punkt, som har været udsat for mest kritik hedder det i brevet:
"Notatets sætning om at børn kan komme på venteliste til et andet barn hjemgives - skal ses som information til Byrådet om, at dette ville kunne blive en alvorlig konsekvens, hvis en budgetstyring viser, at der ikke er plads til nye udgifter i budgettet.
Byrådet er helt opmærksom på, at kommunen har pligt til at hjælpe truede børn, og at kommunens økonomi ikke begrunder en manglende anbringelse af et barn, der har behov for dette."
Den 26. november modtog byrådet i Høje-Taastrup Kommune en tilbagemelding fra Socialministeriet på borgmesterens forklarende brev. I tilbagemeldingen hedder det "at ministeriet har hæftet sig ved, at borgmesteren har tilkendegivet, at byrådet er helt opmærksom på, at kommunen har pligt til at hjælpe truede børn, og at kommunens økonomi ikke begrunder en manglende anbringelse af et barn, der har behov for dette. Og at borgmesteren mere generelt har udtalt, at kommunen vil overholde lovgivningen."
På ét punkt efterlyser ministeriet dog, at borgmesteren tager mere direkte afstand til det interne notats indhold. Det drejer sig om denne formulering: "På anbringelsesområdet vil der blive sat fokus på tillægsydelser til anbringelsen. Disse vil, hvor der ikke er tale om børn, der opfylder betingelser for tvangsfjernelser, blive bragt til ophør."
For at forebygge en eventuel misforståelse oplyser ministeriet, at "behovet for eventuelle tillægsydelser beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde og uafhængigt af, om der måtte være givet samtykke til en anbringelse".
Anbefaling eller advarsel
På baggrund af Socialministeriets kritik af det interne notat spurgte Socialrådgiveren forvaltningschef Jan Skadhauge, hvordan han opfatter Socialministeriets kommentarer.
- Jeg er ikke overrasket. De gør bare kommunen opmærksom på, at loven selvfølgelig skal overholdes, og det ved vi godt.
- Notatet fremstår som forslag på, hvordan kommunen kan agere for at spare nogle penge. Hvorfor anbefaler I politikerne at gøre noget ulovligt?
- Det er ikke vores opfattelse, at der er tale om noget ulovligt bortset fra, hvis vi satte børn, der skulle anbringes, på venteliste. Det er politikerne, der træffer den beslutning selvfølgelig med rådgivning fra os om, at det i forhold til loven vil være tvivlsomt for eksempel med ventelister på anbringelsesområdet.
- Men er der nogen grund til at skrive det i notatet, når det ikke er lovligt?
- Det er der faktisk, for hvis man vil føre forslaget ud i livet, så kan ventelister være konsekvensen, selv om det ikke er lovligt. Nu har politikerne ikke holdt fast i forslaget, og det er vigtigt at sige.
- Socialministeriet kritiserer også formuleringen "Særligt fokus på tillægsydelser til anbringelsen..."
- Ja, men dér gør vi netop, som ministeriet præciserer. Vi har bevilget en række tillægsydelser, som ikke altid er nødvendige. Der skal foretages en vurdering i forhold til det enkelte barn, og det er faktisk det eneste, som ministeriet gør os opmærksomme på, og det sker hver dag.
Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Anders Bak (A).
Ekspert: Ulovligt
Lektor i socialret Simon Thorbek vurderer, at dele af det interne notat i Høje-Taastrup Kommune er ulovligt.
- Eksemplet med, at man ikke kan anbringe et nyt barn, hvis der ikke er plads i budgettet, uden at et andet hjemtages, er hårrejsende. Det er klart ulovligt. Borgerne udsættes for et usagligt skøn, og der er tale om magtfordrejning.
Og borgmesterens brev til Socialministeriet, hvor han forklarer, at sætningen skulle tjene som information til byrådet om de alvorlige konsekvenser af budgetstyringen, har Thorbek følgende kommentar til.
- Det lyder meget mærkeligt. Det må være enhver administrativ ledelses opgave at gøre byrødderne tydeligt opmærksom på, at det er ulovligt. Og det gør man jo ikke ved at foreslå noget ulovligt. Sætningen lyder som en handlingsanvisning og ikke som en advarsel.
På spørgsmålet om, hvordan socialrådgiverne bør tackle situationen, svarer Simon Thorbek:
- Socialrådgiverne har et personligt ansvar, og hvis de kommer ud for at skulle beslutte noget åbenbart ulovligt, så skal de sige nej til at skrive under - det må ledelsen gøre. Derudover kan man diskutere, om de har pligt til at forsøge at forhindre, at noget åbenbart ulovligt sker for eksempel ved at henvende sig til det politiske niveau uden om ledelsen, rejse det i pressen eller kontakte Tilsynsrådet.
Rokker ved faglighed
Og socialrådgiverne har sammen med psykologer, sundhedsplejersker og administrative sagsbehandlere henvendt sig til politikerne. Forleden fik alle medlemmer af byrådet et brev, hvor de ansatte understreger, at det ikke længere er muligt at betjene borgerne ud fra en behovsvurdering.
Socialrådgivernes tillidsrepræsentant Annette Adelvardt og mange af hendes kolleger er langt fra begejstret for den nye kompetenceplan.
- Det er nærmest som at komme under administration. De enkelte sager bliver behandlet og vurderet af ledelsen én gang om ugen efter vores skriftlige indstillinger. Det betyder, at sagsgangen er blevet langsommere og tungere, fortæller Annette Adelvardt
Hun har ikke kendskab til sager, hvor en socialrådgiver har anbefalet en anbringelse, og det så ikke er blevet accepteret af ledelsen. Men i de såkaldte "kan-sager" efter paragraf 40 stk. 2 i Serviceloven har Annette Adelvardt og flere af hendes kolleger oplevet at få afslag fra ledelsen.
- Vi har eksempler på, at vi har fået afslag i sager, hvor vi indstillet familier til at få bevilget en kontaktperson eller andre former for støtte. Jeg har naturligvis ikke været enig i afslagene, men er nødt til at arbejde loyalt over for systemet. Men vi synes, at det er svært, at ens faglige vurderinger bliver underkendt. Det rokker ved vores faglighed og giver spekulationer i forhold til de pågældende familier.
Set i bakspejlet
Chefsocialrådgiver Henriette Halgerd erkender, at det er problematisk, at socialrådgiverne er blevet frataget deres beslutningskompetence.
- For de fleste er det alfa og omega, at de har kompetencefrihed. Det er en svær situation, men vi er nødt til det af hensyn til vores budgetstyring og for at få et klart billede af, hvilke og hvor mange foranstaltninger, der er iværksat.
Henriette Halgerd har været med til at godkende det interne notat til byrådet. På spørgsmålet om, hvorfor der ikke sort på hvidt står skrevet, at det er ulovligt, hvis et barn, der har behov for at blive anbragt, sættes på en venteliste af hensyn til budgettet, svarer hun:
- Ja, det kunne vi sagtens have gjort.
- Nu lyder det mere som en handlingsanvisning end som en advarsel?
- Ja, det kan du have ret i. Den skrivelse kunne set i bakspejlet sagtens have været skrevet anderledes. Men det vigtigste for mig og alle rådgiverne er, at vi ikke har trukket børn hjem. Og at vi siden september, hvor byrådet fik notatet, har anbragt fem børn.
Og at vi iøvrigt handler fagligt korrekt i alle børnesager.(!) (min fremhævelse)
Tilsynsrådet er også gået ind i sagen, men har endnu ikke taget stilling til, hvad man mener om Høje-Taastrup Kommunes politik på børneområdet. Man afventer en redegørelse fra kommunen efter det næste byrådsmøde den 17. december.
...
En medvider
Det, der for mig er det mest interessante ved følgende historie, er, at den Henriette Halgerd, der udtaler sig om noget, man kunne kalde "socialrådgivernes heltemodige kamp mod de lokale, politiske forhold", også var med på det hjemmebesøg af tyve minutters varighed, som senere, sammen med diverse, dels forældede, dels forfalskede, kommunale "dokumenter", af hendes kollega Aase Metzsch blev misbrugt til at ødelægge alt for vores børn.
Jeg har utallige gange tigget og bedt samme Henriette Halgerd om at sige sandheden om de "iagttagelser", Aase Metzsch hævdede at have gjort - og som ikke har en pind med virkeligheden at gøre.
Henriette Halgerd, som kunne have medvirket - med sin "socialrådgiverfaglighed" - til at løse denne sag, har indtil i dag været absolut tavs.
Når du har læst nedenstående klamamse, vil du uden tvivl være enig med mig i følgende konstatering:
-Faglighed mig et vist sted!
ps
Desuden er Jan Skadhauges udtalelser i min opfattelse præget af, at han ad flere omgange har været indblandet i socialsagen mod mine døtre. Første gang hævdede han, lidt svedende, at "alle relevante dokumenter selvfølgelig var blevet sendt til Den sociale Ankestyrelse i forbindelse med den af os anlagte klagesag".
Det var ikke sandt. Det sociale Nævn stiftede på selve mødet den 29. september 1998 for første gang bekendtskab med læge Steen Petersens erklæring af 23. august 1998 og skolepsykolog Lene Meinertz' undersøgelsesresultater fra marts 1998 vedrørende Christina. Og det udelukkende, fordi vi havde taget dem med. Den tilstedeværende psykiater brugte en meget stor del af tiden på, med forfjamsket ansigtsudtryk, at bladre frem og tilbage imellem de tre sider lægeerklæring og den ene side psykologudtalelse, som alle, direkte og indirekte, beskrev den meget positive udvikling, mit liv havde taget siden 1983.
Senere blev samme Jan Skadhauge udnævnt til at sørge for den aktindsigt, min ældste datter havde anmodet om i 2008 - og som bestod af næsten ingenting, fordi det hele var blevet "desværre makuleret ved en fejltagelse".
Han løj tykt og ødelæggende i sagen omkring vores børn - så der er absolut ingen grund til at tro, at han sagde sandheden, da han blev interviewet af Socialrådgiverforeningen.
Men døm selv, hvem der i Høje Tåstrup Kommune var udvalgt til at "beskytte disse samfundets de allersvageste".
Vi vandt godt nok klagesagen - men absolut ikke, fordi kommunen var parat til at give mine døtre en fair chance.
...
Og her er teksten:
Handleplan på kant med loven
Socialrådgiveren nr. 25, 4. december 2002
Ekspert vurderer, at Høje-Taastrup Kommunes interne notat på børneområdet er ulovligt. Borgmester tager afstand fra notatet og lover Socialministeriet, at kommunen overholder loven. Socialrådgiverne er frataget deres beslutningskompetence - og pointerer, at de ikke længere kan betjene borgerne ud fra en "behovsvurdering".
Af Susan Paulsen
Ord er taknemmelige: Udtryk som som "hård budgetstyring", "væsentlige besparelser"og "venteliste" anvendes flittigt i i Høje-Taastrup Kommunes interne notat på forebyggelses- og anbringelsesområdet. I Socialministeriet skaber notatets ordlyd usikkerhed om, hvorvidt Høje Taastrup Kommune har truffet ulovlige beslutninger på børneområdet. Derfor beder ministeriet borgmesteren forklare, hvilke konsekvenser notatet har på kommunens politik på børneområdet.
Borgmester Anders Bak (A) tager i et forklarende brev afstand fra flere punkter i det interne notat.
Socialrådgiveren går tæt på den korrespondance, der har været mellem Socialministeriet og Høje-Taastruup Kommune. Hvad de kommunale politikere og embedsmænd har tænkt, da de arbejdede med det interne notat, kan vi i sagens natur ikke dokumentere. Men vi kan dokumentere, at ord er taknemmelige.
For at undgå, at det kommunale budget i Høje-Taastrup Kommune skal opskrives med 20 mill. kr. i 2003 har centerchef i familie- og sundhedsforvaltningen Jan Skadhauge udarbejdet et notat til byrådsmedlemmerne til brug ved budgetforhandlingerne. Notatet bærer overskriften - "Handleplan for reduktion af budget 2003 på forebyggelses- og anbringelsesområdet" og er dateret den 17. september 2002.
Udtryk som "hård budgetstyring", "væsentlige besparelser"og "venteliste" anvendes flittigt i notatet. Et af punkterne i handleplanen lyder: "Der indføres en hård budgetstyring, som betyder, at børn der ikke opfylder kriteriet for tvangsfjernelse vil komme på venteliste til anbringelse, til et andet barn kan hjemgives, hvis der ikke er plads i budgettet til en yderligere anbringelse".
Og i et andet punkt hedder det: "På anbringelsesområdet vil der blive sat fokus på tillægsydelser til anbringelsen. Disse vil, hvor der ikke er tale om børn, der opfylder betingelser for tvangsfjernelser, blive bragt til ophør."
Formand for kommunens børn- og ungeudvalg Vibeke Winther (A) har ingen betænkeligheder ved, at det er økonomien, som er incitamentet til at gøre tingene anderledes. Til Socialrådgiveren siger hun:
- Det her handler selvfølgelig om at spare penge for at forhindre en yderligere økonomisk tildeling på området. Ud over det, så handler det om at finde på noget, der er bedre. Handleplanen går på to ben, hvor det ene hedder "nedbringelse af udgifter", og det andet hedder "at gøre det bedre".
Rådgivere fratages beslutningskompetence
Generelt lægger handleplanen op til, at man i langt højere grad skal benytte kommunens egne støtteforanstaltninger. Det præciseres for eksempel, at "...aflastning fremover alene kan tilbydes i familiecentrenes weekendkoloni - hvor der vil blive venteliste".
Og ligeledes for at spare penge fratages socialrådgiverne deres beslutningskompetence. Dette er formuleret således i handleplanen:
"Kompetence til at træffe beslutninger om anbringelser og forebyggende foranstaltninger flyttes fra sagsbehandler til chefsocialrådgiver og afdelingschef. Dette vil sikre mulighed for fastsættelse af nye reducerede servicemål og vil ensarte praksis på området samt skabe bedre mulighed for budgetstyring."
Lovens intentioner
Med afsæt i det interne notat og mediernes omtale af det stillede Enhedslistens Line Barfoed i oktober spørgsmål til socialministeren om, hvad hun vil gøre for at sikre, at Høje-Taastrup Kommune overholder loven.
Socialministeren svarer, at ministeriet som led i det ulovbestemte ressorttilsyn har bedt kommunen om nærmere oplysninger for at vurdere, om kommunen har "truffet beslutninger, der kan indebære, at lovgivningen tilsidesættes". Og i socialministerens svar hedder det videre: "Generelt bemærkes, at det er behovet for at modtage særlig støtte i form af en anbringelse uden for hjemmet, der efter loven er afgørende for, om ydelsen skal udløses. Det ligger endog meget langt fra lovens ord og intentionerne bag de gældende børneregler at lade økonomiske hensyn diktere, at et barn ikke kan modtage en sådan støtte, hvis en bestemt økonomisk grænse, f.eks. i form af et maksimalt antal anbringelser uden for hjemmet, er nået for kommunen."
Eventuel misforståelse
Den 5. november sender kommunen et halvanden sider langt brev signeret af borgmester Anders Bak (A) til Socialministeriet, hvori det blandt andet hedder, at kommunen naturligvis overholder lovgivningen.
"Der er imidlertid et markant behov i Høje-Taastrup ligesåvel som i landets øvrige kommuner for at udvikle nye metoder i arbejdet. For trods eksplosiv vækst i udgifterne er der ikke færre børn, der har brug for hjælp."
Og angående det punkt, som har været udsat for mest kritik hedder det i brevet:
"Notatets sætning om at børn kan komme på venteliste til et andet barn hjemgives - skal ses som information til Byrådet om, at dette ville kunne blive en alvorlig konsekvens, hvis en budgetstyring viser, at der ikke er plads til nye udgifter i budgettet.
Byrådet er helt opmærksom på, at kommunen har pligt til at hjælpe truede børn, og at kommunens økonomi ikke begrunder en manglende anbringelse af et barn, der har behov for dette."
Den 26. november modtog byrådet i Høje-Taastrup Kommune en tilbagemelding fra Socialministeriet på borgmesterens forklarende brev. I tilbagemeldingen hedder det "at ministeriet har hæftet sig ved, at borgmesteren har tilkendegivet, at byrådet er helt opmærksom på, at kommunen har pligt til at hjælpe truede børn, og at kommunens økonomi ikke begrunder en manglende anbringelse af et barn, der har behov for dette. Og at borgmesteren mere generelt har udtalt, at kommunen vil overholde lovgivningen."
På ét punkt efterlyser ministeriet dog, at borgmesteren tager mere direkte afstand til det interne notats indhold. Det drejer sig om denne formulering: "På anbringelsesområdet vil der blive sat fokus på tillægsydelser til anbringelsen. Disse vil, hvor der ikke er tale om børn, der opfylder betingelser for tvangsfjernelser, blive bragt til ophør."
For at forebygge en eventuel misforståelse oplyser ministeriet, at "behovet for eventuelle tillægsydelser beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde og uafhængigt af, om der måtte være givet samtykke til en anbringelse".
Anbefaling eller advarsel
På baggrund af Socialministeriets kritik af det interne notat spurgte Socialrådgiveren forvaltningschef Jan Skadhauge, hvordan han opfatter Socialministeriets kommentarer.
- Jeg er ikke overrasket. De gør bare kommunen opmærksom på, at loven selvfølgelig skal overholdes, og det ved vi godt.
- Notatet fremstår som forslag på, hvordan kommunen kan agere for at spare nogle penge. Hvorfor anbefaler I politikerne at gøre noget ulovligt?
- Det er ikke vores opfattelse, at der er tale om noget ulovligt bortset fra, hvis vi satte børn, der skulle anbringes, på venteliste. Det er politikerne, der træffer den beslutning selvfølgelig med rådgivning fra os om, at det i forhold til loven vil være tvivlsomt for eksempel med ventelister på anbringelsesområdet.
- Men er der nogen grund til at skrive det i notatet, når det ikke er lovligt?
- Det er der faktisk, for hvis man vil føre forslaget ud i livet, så kan ventelister være konsekvensen, selv om det ikke er lovligt. Nu har politikerne ikke holdt fast i forslaget, og det er vigtigt at sige.
- Socialministeriet kritiserer også formuleringen "Særligt fokus på tillægsydelser til anbringelsen..."
- Ja, men dér gør vi netop, som ministeriet præciserer. Vi har bevilget en række tillægsydelser, som ikke altid er nødvendige. Der skal foretages en vurdering i forhold til det enkelte barn, og det er faktisk det eneste, som ministeriet gør os opmærksomme på, og det sker hver dag.
Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Anders Bak (A).
Ekspert: Ulovligt
Lektor i socialret Simon Thorbek vurderer, at dele af det interne notat i Høje-Taastrup Kommune er ulovligt.
- Eksemplet med, at man ikke kan anbringe et nyt barn, hvis der ikke er plads i budgettet, uden at et andet hjemtages, er hårrejsende. Det er klart ulovligt. Borgerne udsættes for et usagligt skøn, og der er tale om magtfordrejning.
Og borgmesterens brev til Socialministeriet, hvor han forklarer, at sætningen skulle tjene som information til byrådet om de alvorlige konsekvenser af budgetstyringen, har Thorbek følgende kommentar til.
- Det lyder meget mærkeligt. Det må være enhver administrativ ledelses opgave at gøre byrødderne tydeligt opmærksom på, at det er ulovligt. Og det gør man jo ikke ved at foreslå noget ulovligt. Sætningen lyder som en handlingsanvisning og ikke som en advarsel.
På spørgsmålet om, hvordan socialrådgiverne bør tackle situationen, svarer Simon Thorbek:
- Socialrådgiverne har et personligt ansvar, og hvis de kommer ud for at skulle beslutte noget åbenbart ulovligt, så skal de sige nej til at skrive under - det må ledelsen gøre. Derudover kan man diskutere, om de har pligt til at forsøge at forhindre, at noget åbenbart ulovligt sker for eksempel ved at henvende sig til det politiske niveau uden om ledelsen, rejse det i pressen eller kontakte Tilsynsrådet.
Rokker ved faglighed
Og socialrådgiverne har sammen med psykologer, sundhedsplejersker og administrative sagsbehandlere henvendt sig til politikerne. Forleden fik alle medlemmer af byrådet et brev, hvor de ansatte understreger, at det ikke længere er muligt at betjene borgerne ud fra en behovsvurdering.
Socialrådgivernes tillidsrepræsentant Annette Adelvardt og mange af hendes kolleger er langt fra begejstret for den nye kompetenceplan.
- Det er nærmest som at komme under administration. De enkelte sager bliver behandlet og vurderet af ledelsen én gang om ugen efter vores skriftlige indstillinger. Det betyder, at sagsgangen er blevet langsommere og tungere, fortæller Annette Adelvardt
Hun har ikke kendskab til sager, hvor en socialrådgiver har anbefalet en anbringelse, og det så ikke er blevet accepteret af ledelsen. Men i de såkaldte "kan-sager" efter paragraf 40 stk. 2 i Serviceloven har Annette Adelvardt og flere af hendes kolleger oplevet at få afslag fra ledelsen.
- Vi har eksempler på, at vi har fået afslag i sager, hvor vi indstillet familier til at få bevilget en kontaktperson eller andre former for støtte. Jeg har naturligvis ikke været enig i afslagene, men er nødt til at arbejde loyalt over for systemet. Men vi synes, at det er svært, at ens faglige vurderinger bliver underkendt. Det rokker ved vores faglighed og giver spekulationer i forhold til de pågældende familier.
Set i bakspejlet
Chefsocialrådgiver Henriette Halgerd erkender, at det er problematisk, at socialrådgiverne er blevet frataget deres beslutningskompetence.
- For de fleste er det alfa og omega, at de har kompetencefrihed. Det er en svær situation, men vi er nødt til det af hensyn til vores budgetstyring og for at få et klart billede af, hvilke og hvor mange foranstaltninger, der er iværksat.
Henriette Halgerd har været med til at godkende det interne notat til byrådet. På spørgsmålet om, hvorfor der ikke sort på hvidt står skrevet, at det er ulovligt, hvis et barn, der har behov for at blive anbragt, sættes på en venteliste af hensyn til budgettet, svarer hun:
- Ja, det kunne vi sagtens have gjort.
- Nu lyder det mere som en handlingsanvisning end som en advarsel?
- Ja, det kan du have ret i. Den skrivelse kunne set i bakspejlet sagtens have været skrevet anderledes. Men det vigtigste for mig og alle rådgiverne er, at vi ikke har trukket børn hjem. Og at vi siden september, hvor byrådet fik notatet, har anbragt fem børn.
Og at vi iøvrigt handler fagligt korrekt i alle børnesager.(!) (min fremhævelse)
Tilsynsrådet er også gået ind i sagen, men har endnu ikke taget stilling til, hvad man mener om Høje-Taastrup Kommunes politik på børneområdet. Man afventer en redegørelse fra kommunen efter det næste byrådsmøde den 17. december.
...
Montag, 14. Juni 2010
Kunst og videnskab nu
spaces In between
July 31 - August 6, 2011
ConcentArt, Kreuzbergstr. 28, Berlin
Curated by Simon Donovan
Organized by Jayne Holsinger and Karen Marshall
spaces In between
An International Exhibition from Transart Collective
Liminality from the Latin word limen, meaning “a threshold” or “in between”, characterized by indeterminacy, openness and ambiguity; perhaps mobility, transition, dissolution or disorientation.
Communitas is a Latin noun referring to an unstructured community in which people are equal. Communitas is an acute point of community. It takes community to the next level and allows the whole of the community to share a common experience, usually through a rite of passage. Communitas is characteristic of people experiencing liminality together.
Trans is a Latin noun or prefix, meaning “across”, “beyond” or “on the opposite side”.
The Transart Collective is, as implied by name, a coterie of artists “from other places.” In this exhibition, several of the collective’s individual members share their perception of the spaces in between those places. Such spaces may be physical, psychological, spiritual, sociological, political, or simply a demarcation point or stage in a process. Thus, the Transart Collective represents varied cultures, ages, and nationalities as well as an assortment of personal interpretive perspectives. The collective will exhibit its investigations of “in between” and spend the week in “communitas,” in order to exist in a space of transition, they will examine “rites of passage,” with the hope of gaining new perspectives beyond normal limits of thought and actions and out of in between. Recognizing, of course, that people, places, or things may not complete a transition, or a transition between two states may not be fully possible or tenable.
For inquiries, please contact: Simon DONOVAN at simondonovan@msn.com
NOTHING TO DECLARE
October 25 – November 25, 2011
Manila, Philippines
Curated by Faudette May V. Datuin
Organized by Josephine Turalba
NOTHING TO DECLARE
Flaudette May V. Datuin
Overview
Nothing to Declare is a Contemporary Art Exhibition aiming to exhibit artworks by international artists, who are enjoined to collaborate and interact, not only with each other but also with their host communities. The pedagogic / educational aspect of the project is an integral component that aims to conduct art educators’ training workshops, essay writing contests and artist talks for children / adolescents in high school and college levels.
The tentative target date is 25 October to 25 November 2011, in several venues in Manila, Philippines, with a possibility for the exhibition to travel to some of the participating artists’ countries in 2012 to 2013.
Project Objective
Nothing to Declare is a project that aims to explore the creative process of visuals artists who come to Manila with their cultural specificities and span of professional experience that is varied and diversified.
The project is designed to allow selected international artists to mingle with selected local Filipino artists and share their artistic practices and know-how as regards concept and craft.
This exchange among artists provides the starting point for pedagogical, art-critical and art-education activities.
Nothing to Declare’s exhibition and workshop is expected to be documented in a full color book/catalogue that will comprise critical texts, academic essays, artists’ statements, photo-documentation of the workshop, and community activities as well as of the round-table discussions.
Themes and Discourse
Through the selected works of international and Filipino artists, Nothing to Declare will explore issues of identity, gender, migration —broadly defined as movement not just across waters, land, and air, but also across immediate, virtual and hyper realities—and shifting societies. The title pays particular attention to the role of migration in shaping those social changes by continuous movement, a movement characterized by breaks, dislocations, absences, and silences of those who have nothing to declare.
In an uneven global system where people’s ways of sensing and feeling are de-synchronized and fractured, irreducibly plural, discontinuous and non-homogenous, Nothing to Declare plans to address such phenomena in workshops and round table discussions.
Such disjointed perceptions —which become concretely apparent in states of trance, possession, daydreams, jokes, manic and epileptic seizures— can be understood under the thematic of “picnolepsy”, a category we borrow from Paul Virilio to explain experiences that exist as a series of vacancies and absences, configured in shifting and provisional arrangements, rather than coherent unities, ordered and logical thought.[i]
Nothing to Declare is thus interested in those picnoleptic vacancies and absences, the un-saids in human perception and the gaps in human experience, particularly of those at the fringes who fall between the cracks of the “real,” the rational and the visible in a global culture of unequal access amidst material excess, of want and poverty amidst waste and plenty.
The project’s first stopover and point of entry for engaging with and making sense of these gaps and disappearances is Manila, the capital city of what is referred to as “a nation of nannies,” of exported overseas workers, whose remittances to those they leave behind supposedly keep the economy afloat.
Project Location
As pilot site for Nothing to Declare, Manila is place as well as metaphor for understanding a particularly nomadic, migratory sensibility characterized by displacements, of absences, and of slippages, that are lived in very real, concrete, at times painful terms in the everyday. “Livedness” and “lived realities” for these families do not only refer to the immediate, the concrete. In life until death, the bodies of these so-called citizens of the world present concrete examples of contradictions, of absent people who are made present through money coming through the wires, a lifeblood circulating —from birth to death— through impersonal, electronic banking and financial circuits of exchange.
For example, there is now a funerary service advertised as “Cyber-Burol” (cyber-wake), where the webcam and the computer can relay images of the bereaved and the dead, a situation where grief and feelings of loss, and pain are played out virtually.
Such virtual realities become very real and pervasive, especially in political circuses, such as elections, which for the first time have become “automated” in 2010 —a development that gives rise to the possibility of failures in elections, a danger that WJT Mitchell[ii] characterized no longer of “things falling apart” —of wars and mass destruction or mass malfunctioning of machines— but of things coming alive: the creation of new, ever-vital, virulent images and life forms: of computer viruses, terrorist sleeper cells, of warlord cells, of smart bombs, and in the case of Philippine elections, of automated Garcis (short for Garcillano, the election commissioner linked to the vote rigging in the presidential elections that in 2004).
Similar circus elections and migration of labor phenomena are found in the homeland of some of the selected artists, from Egypt as a sample of Middle East countries to several Latin American and African nations. Nothing to Declare takes careful note of these movements across realities: movements where copies and objects that, despite or maybe because of having nothing to declare, nonetheless have realities and lives of their own.
As site of political and cultural power, Manila is the seat of the nation-state, one that is constantly challenged by political, cultural and social forces within and without. As source of exported labor and goods, Manila exists in the margins of global politics and economy as well as in relative geographic isolation from the rest of mainland Southeast Asia’s capital cities. However, as port of entry to the rest of the Philippine Islands, Manila is also the junction towards the rest of Asia. As the first destination for Nothing to Declare, Manila thus becomes a meeting place where people from various points of origin can work together, listen and tell stories of loss and leavings, as well as gains and triumphs.
Nothing to Declare is thus a contribution to contemporary discussion on migration, not only of people across borders, but of forms and realities across time and space, with the dysfunctional city of Manila as initial site. But instead of the subaltern who cannot speak[iii], the project focuses on those who have nothing to declare –those whose marginality is source of intervention and strength, of subterfuge and resistance, of constraint as well as change.
Footnotes
[i] Paul Virilio. The Aesthetics of Disappearance. USA: MIT Press, Cambridge, Mass. And London, 2009.
[ii] WJT Mitchell. “The Work of Art in the Age of Biocybernetic Revolution,” What Do Pictures Want? Chicago and London: The University of Chicago Press, 2005.
[iii] Gayatri Spivak, “Can the Subaltern Speak?” Marxism and the Interpretation of Culture. C. Nelson and L. Grossberg, eds. Basingstoke: Macmillan Education, 1988.
July 31 - August 6, 2011
ConcentArt, Kreuzbergstr. 28, Berlin
Curated by Simon Donovan
Organized by Jayne Holsinger and Karen Marshall
spaces In between
An International Exhibition from Transart Collective
Liminality from the Latin word limen, meaning “a threshold” or “in between”, characterized by indeterminacy, openness and ambiguity; perhaps mobility, transition, dissolution or disorientation.
Communitas is a Latin noun referring to an unstructured community in which people are equal. Communitas is an acute point of community. It takes community to the next level and allows the whole of the community to share a common experience, usually through a rite of passage. Communitas is characteristic of people experiencing liminality together.
Trans is a Latin noun or prefix, meaning “across”, “beyond” or “on the opposite side”.
The Transart Collective is, as implied by name, a coterie of artists “from other places.” In this exhibition, several of the collective’s individual members share their perception of the spaces in between those places. Such spaces may be physical, psychological, spiritual, sociological, political, or simply a demarcation point or stage in a process. Thus, the Transart Collective represents varied cultures, ages, and nationalities as well as an assortment of personal interpretive perspectives. The collective will exhibit its investigations of “in between” and spend the week in “communitas,” in order to exist in a space of transition, they will examine “rites of passage,” with the hope of gaining new perspectives beyond normal limits of thought and actions and out of in between. Recognizing, of course, that people, places, or things may not complete a transition, or a transition between two states may not be fully possible or tenable.
For inquiries, please contact: Simon DONOVAN at simondonovan@msn.com
NOTHING TO DECLARE
October 25 – November 25, 2011
Manila, Philippines
Curated by Faudette May V. Datuin
Organized by Josephine Turalba
NOTHING TO DECLARE
Flaudette May V. Datuin
Overview
Nothing to Declare is a Contemporary Art Exhibition aiming to exhibit artworks by international artists, who are enjoined to collaborate and interact, not only with each other but also with their host communities. The pedagogic / educational aspect of the project is an integral component that aims to conduct art educators’ training workshops, essay writing contests and artist talks for children / adolescents in high school and college levels.
The tentative target date is 25 October to 25 November 2011, in several venues in Manila, Philippines, with a possibility for the exhibition to travel to some of the participating artists’ countries in 2012 to 2013.
Project Objective
Nothing to Declare is a project that aims to explore the creative process of visuals artists who come to Manila with their cultural specificities and span of professional experience that is varied and diversified.
The project is designed to allow selected international artists to mingle with selected local Filipino artists and share their artistic practices and know-how as regards concept and craft.
This exchange among artists provides the starting point for pedagogical, art-critical and art-education activities.
Nothing to Declare’s exhibition and workshop is expected to be documented in a full color book/catalogue that will comprise critical texts, academic essays, artists’ statements, photo-documentation of the workshop, and community activities as well as of the round-table discussions.
Themes and Discourse
Through the selected works of international and Filipino artists, Nothing to Declare will explore issues of identity, gender, migration —broadly defined as movement not just across waters, land, and air, but also across immediate, virtual and hyper realities—and shifting societies. The title pays particular attention to the role of migration in shaping those social changes by continuous movement, a movement characterized by breaks, dislocations, absences, and silences of those who have nothing to declare.
In an uneven global system where people’s ways of sensing and feeling are de-synchronized and fractured, irreducibly plural, discontinuous and non-homogenous, Nothing to Declare plans to address such phenomena in workshops and round table discussions.
Such disjointed perceptions —which become concretely apparent in states of trance, possession, daydreams, jokes, manic and epileptic seizures— can be understood under the thematic of “picnolepsy”, a category we borrow from Paul Virilio to explain experiences that exist as a series of vacancies and absences, configured in shifting and provisional arrangements, rather than coherent unities, ordered and logical thought.[i]
Nothing to Declare is thus interested in those picnoleptic vacancies and absences, the un-saids in human perception and the gaps in human experience, particularly of those at the fringes who fall between the cracks of the “real,” the rational and the visible in a global culture of unequal access amidst material excess, of want and poverty amidst waste and plenty.
The project’s first stopover and point of entry for engaging with and making sense of these gaps and disappearances is Manila, the capital city of what is referred to as “a nation of nannies,” of exported overseas workers, whose remittances to those they leave behind supposedly keep the economy afloat.
Project Location
As pilot site for Nothing to Declare, Manila is place as well as metaphor for understanding a particularly nomadic, migratory sensibility characterized by displacements, of absences, and of slippages, that are lived in very real, concrete, at times painful terms in the everyday. “Livedness” and “lived realities” for these families do not only refer to the immediate, the concrete. In life until death, the bodies of these so-called citizens of the world present concrete examples of contradictions, of absent people who are made present through money coming through the wires, a lifeblood circulating —from birth to death— through impersonal, electronic banking and financial circuits of exchange.
For example, there is now a funerary service advertised as “Cyber-Burol” (cyber-wake), where the webcam and the computer can relay images of the bereaved and the dead, a situation where grief and feelings of loss, and pain are played out virtually.
Such virtual realities become very real and pervasive, especially in political circuses, such as elections, which for the first time have become “automated” in 2010 —a development that gives rise to the possibility of failures in elections, a danger that WJT Mitchell[ii] characterized no longer of “things falling apart” —of wars and mass destruction or mass malfunctioning of machines— but of things coming alive: the creation of new, ever-vital, virulent images and life forms: of computer viruses, terrorist sleeper cells, of warlord cells, of smart bombs, and in the case of Philippine elections, of automated Garcis (short for Garcillano, the election commissioner linked to the vote rigging in the presidential elections that in 2004).
Similar circus elections and migration of labor phenomena are found in the homeland of some of the selected artists, from Egypt as a sample of Middle East countries to several Latin American and African nations. Nothing to Declare takes careful note of these movements across realities: movements where copies and objects that, despite or maybe because of having nothing to declare, nonetheless have realities and lives of their own.
As site of political and cultural power, Manila is the seat of the nation-state, one that is constantly challenged by political, cultural and social forces within and without. As source of exported labor and goods, Manila exists in the margins of global politics and economy as well as in relative geographic isolation from the rest of mainland Southeast Asia’s capital cities. However, as port of entry to the rest of the Philippine Islands, Manila is also the junction towards the rest of Asia. As the first destination for Nothing to Declare, Manila thus becomes a meeting place where people from various points of origin can work together, listen and tell stories of loss and leavings, as well as gains and triumphs.
Nothing to Declare is thus a contribution to contemporary discussion on migration, not only of people across borders, but of forms and realities across time and space, with the dysfunctional city of Manila as initial site. But instead of the subaltern who cannot speak[iii], the project focuses on those who have nothing to declare –those whose marginality is source of intervention and strength, of subterfuge and resistance, of constraint as well as change.
Footnotes
[i] Paul Virilio. The Aesthetics of Disappearance. USA: MIT Press, Cambridge, Mass. And London, 2009.
[ii] WJT Mitchell. “The Work of Art in the Age of Biocybernetic Revolution,” What Do Pictures Want? Chicago and London: The University of Chicago Press, 2005.
[iii] Gayatri Spivak, “Can the Subaltern Speak?” Marxism and the Interpretation of Culture. C. Nelson and L. Grossberg, eds. Basingstoke: Macmillan Education, 1988.
Montag, 31. Mai 2010
Lidt samfundskundskab fra Den sociale Højskole.
...
Jeg har i dag surfet rundt til en hel masse danske kommuners hjemmesider og kom ved den lejlighed til at tænke på nedenstående hændelse:
"Hvis mødrene drikker rigtig meget alkohol under deres graviditet, vil deres børn blive født med uforholdsmæssigt små, uforholdsmæssigt lavtsiddende ører, og de er altid småt begavede."
Det var egentligt en af socialrådgiver Aase Metzschs første bemærkninger, da hun og jeg mødtes personligt for sidste gang i den 8. oktober 1998.
Hun fortsatte:
"Sådan ser Zazsa og Renee jo ikke ud, så Marianne er åbenbart ikke så fordrukken, når det kommer til stykket."
(jeg kom alene til mødet, fordi vores advokat, Charlotte Cantor, havde betinget sig at få lov til at tage stilling til socialforvaltningens ønsker, før vi skrev under på noget som helst. Så det var kun mig, der kunne høre dette hendes forsøg på at være venlig og imødekommende)
Nu har "Aase", som hun insisterede på at blive tiltalt, skrevet det mest besynderlig stykke prosa, jeg nogensinde har læst, i sit referat af dette møde, så jeg vil ikke tilføje kommentarer vedrørende hendes eventuelle sociale "kompetencer" eller mangel på samme, men bare konstatere, at der er forbløffende mange fotos på de kommunale websites, som passer på "Aases" videnskabelige beskrivelse af "hårdt belastede drankerbørn".
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, om der er en sammenhæng mellem min ovennævnte iagttagelse og visse kommuners helt umådeholdne iver efter at "bryde den negative sociale (og genetiske) arv" - også i hjem hvor ingen af delene findes...
...
Jeg har i dag surfet rundt til en hel masse danske kommuners hjemmesider og kom ved den lejlighed til at tænke på nedenstående hændelse:
"Hvis mødrene drikker rigtig meget alkohol under deres graviditet, vil deres børn blive født med uforholdsmæssigt små, uforholdsmæssigt lavtsiddende ører, og de er altid småt begavede."
Det var egentligt en af socialrådgiver Aase Metzschs første bemærkninger, da hun og jeg mødtes personligt for sidste gang i den 8. oktober 1998.
Hun fortsatte:
"Sådan ser Zazsa og Renee jo ikke ud, så Marianne er åbenbart ikke så fordrukken, når det kommer til stykket."
(jeg kom alene til mødet, fordi vores advokat, Charlotte Cantor, havde betinget sig at få lov til at tage stilling til socialforvaltningens ønsker, før vi skrev under på noget som helst. Så det var kun mig, der kunne høre dette hendes forsøg på at være venlig og imødekommende)
Nu har "Aase", som hun insisterede på at blive tiltalt, skrevet det mest besynderlig stykke prosa, jeg nogensinde har læst, i sit referat af dette møde, så jeg vil ikke tilføje kommentarer vedrørende hendes eventuelle sociale "kompetencer" eller mangel på samme, men bare konstatere, at der er forbløffende mange fotos på de kommunale websites, som passer på "Aases" videnskabelige beskrivelse af "hårdt belastede drankerbørn".
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, om der er en sammenhæng mellem min ovennævnte iagttagelse og visse kommuners helt umådeholdne iver efter at "bryde den negative sociale (og genetiske) arv" - også i hjem hvor ingen af delene findes...
...
Sonntag, 30. Mai 2010
Kopi af den originale lægeerklæring fra den 23. august 1998, som bestilt af Den røde Bue ved skrivelse af 13. august 1998:
.
alle kopierne kan forstørres ved klik på billedfladen :
Kommunen har lige siden hævdet over for blandt andet Datatilsynet, at ovenstående erklæring blev omdelt til Børn- og Ungeudvalgets medlemmer den 27. august 1998.
Dette er næppe i overensstemmelse med sandheden, fordi det af erklæringen fremgår, at indtil flere af de beskyldninger, socialforvaltningen havde fået i hænde fra den ældre, skizofrene dame, der i sagen fungerede som bestilt anmelder, derunder min tydeligt psykotiske adfærd, umuligt kunne være sande, samt at socialrådgiver Aase Metzschs påståede iagttagelser i forbindelse med sit uanmeldte hjemmebesøg af blandt andet "medicinglas der flød overalt" er lodret løgn.
Erklæringen blev til i forbindelse med to timelange konsultationer hos læge Steen Petersen, hvilket vil sige, at han havde brugt i hvert fald fem gange så lang tid på at tale med mig, som Den røde Bues medarbejdere havde afsat til den samlede sagsbehandling - derunder samtaler med børnenes mor.
ps.
Erklæringen sætter jo også det absurde i Den røde Bues krav om, at jeg skulle medicineres for min alvorlige sindssygdom, samt skulle følge en kontrolleret afvænning for mit alkohol- og medicinmisbrug, i tydeligt relief.
Hvordan f..... skulle man iøvrigt med baggrund i dette gennemforfalskede sagsmateriale nogensinde kunne konstatere, at "familiens problemer var løst", og at "børnene derfor ville kunne hjemgives"?
...
alle kopierne kan forstørres ved klik på billedfladen :
Kommunen har lige siden hævdet over for blandt andet Datatilsynet, at ovenstående erklæring blev omdelt til Børn- og Ungeudvalgets medlemmer den 27. august 1998.Dette er næppe i overensstemmelse med sandheden, fordi det af erklæringen fremgår, at indtil flere af de beskyldninger, socialforvaltningen havde fået i hænde fra den ældre, skizofrene dame, der i sagen fungerede som bestilt anmelder, derunder min tydeligt psykotiske adfærd, umuligt kunne være sande, samt at socialrådgiver Aase Metzschs påståede iagttagelser i forbindelse med sit uanmeldte hjemmebesøg af blandt andet "medicinglas der flød overalt" er lodret løgn.
Erklæringen blev til i forbindelse med to timelange konsultationer hos læge Steen Petersen, hvilket vil sige, at han havde brugt i hvert fald fem gange så lang tid på at tale med mig, som Den røde Bues medarbejdere havde afsat til den samlede sagsbehandling - derunder samtaler med børnenes mor.
ps.
Erklæringen sætter jo også det absurde i Den røde Bues krav om, at jeg skulle medicineres for min alvorlige sindssygdom, samt skulle følge en kontrolleret afvænning for mit alkohol- og medicinmisbrug, i tydeligt relief.
Hvordan f..... skulle man iøvrigt med baggrund i dette gennemforfalskede sagsmateriale nogensinde kunne konstatere, at "familiens problemer var løst", og at "børnene derfor ville kunne hjemgives"?
...
Donnerstag, 20. Mai 2010
Hmmmmmmmmmmmmm................
Thomas Bak
Svend-Erik Hermansen
Andreas G. Frederiksen
Lizzie Hansen
Annette Johansen
Peter Hamborg Faarbæk
Finn Kristensen
Helle Maj-Britt Christensen
Bente Pernille Pihl
Mette Søndergaard Pedersen
Kemal Bektas
Hugo Hammel
Børge Mogensen
Kim John Christiansen
Asger Birk Jensen
Ekrem Günbulut
Bjarne Larsen
Jan Milandt
Claus Johnsen
Frank Lundorff
Shawn Kelly
Henrik Engberg Dam
Flemming Madsen
Sami Gökdemir
Abid Ali Abid
Svend-Erik Hermansen
Andreas G. Frederiksen
Lizzie Hansen
Annette Johansen
Peter Hamborg Faarbæk
Finn Kristensen
Helle Maj-Britt Christensen
Bente Pernille Pihl
Mette Søndergaard Pedersen
Kemal Bektas
Hugo Hammel
Børge Mogensen
Kim John Christiansen
Asger Birk Jensen
Ekrem Günbulut
Bjarne Larsen
Jan Milandt
Claus Johnsen
Frank Lundorff
Shawn Kelly
Henrik Engberg Dam
Flemming Madsen
Sami Gökdemir
Abid Ali Abid
Freitag, 30. April 2010
Donnerstag, 22. April 2010
Dienstag, 20. April 2010
Mittwoch, 10. März 2010
Udsnit af bogkatalog dags dato...
.
...min nu udsolgte bog kan købes med rabat, hvis man er hurtig!
(udsnittet kan forstørres ved klik på billedfladen)
...min nu udsolgte bog kan købes med rabat, hvis man er hurtig!
(udsnittet kan forstørres ved klik på billedfladen)
???
Det er godt nok kommunalt, det her
...
Dienstag, 9. Februar 2010
Kvinder af tvivlsom moral...
.
Etikvejledning
Vedtaget af Dansk Socialrådgiverforenings repræsentanskab på møderne i december 1995 og december 1997. Senest revideret december 2000
- med kommentarer
Læsevejledning
Dansk Socialrådgiverforenings Etikvejledning er tænkt som en hjælp til foreningens medlemmer til at identificere og i bedste fald løse de dilemmaer, der uvægerligt opstår i socialt arbejde.
Det forventes, at socialrådgiverne medvirker til at gennemsætte Etikvejledningens værdier i udviklingen af socialt arbejde og dets institutioner.
Etikvejledningen er ikke et regelsæt. Den udtrykker de værdier, DS mener, socialt arbejde skal bygge på, men den erstatter på ingen måde den enkelte socialrådgivers aktive reflektion og handling, som må medinddrage mange andre aspekter end de, der er nævt i Etikvejledningen, herunder love, ansættelsesforhold og politiske styrkeforhold.
En etisk fordring, som er central i denne vejledning, er, at socialrådgiveren altid begrunder sine valg og stiller præmisserne åbent til skue. I denne bestræbelse er Etikvejledningen et støtteredskab.
1. Introduktion
Dansk Socialrådgiverforenings vejledning om etiske principper i socialt arbejde har som formål at vejlede socialrådgivere i etiske problemstillinger i socialt arbejde.
Vejledningen er baseret på IFSW's The International Declaration of Ethical Principles.
Etikvejledningen har som formål:
at udtrykke et fælles værdigrundlag for socialt arbejde
at identificere etiske problemområder i socialt arbejde
at give anvisninger på metoder til at træffe etiske valg.
Dansk Socialrådgiverforening tilslutter sig det udtrykte værdigrundlag i nedenstående vejledning og vil bistå medlemmerne i at identificere og at søge at løse etiske problemer i arbejdet.
Dansk Socialrådgiverforening gør sine medlemmer og andre professionelle udøvere af socialt arbejde bekendt med vejledningen.
Vejledningens bestemmelser og intentioner skal desuden gøres kendt for offentligheden, herunder klienter, så de på baggrund af vejledningen kan forvente, at det sociale arbejde udføres i overensstemmelse med det etiske grundlag.
2. Etiske principper i socialt arbejde
2.1 Selvstændighed gennem gensidighed
Socialt arbejde er baseret på værdier af selvstændighed gennem gensidighed. Socialt arbejde er derfor:
at styrke enkeltpersoners og gruppers kollektive identitet, så de har frihed til at magte eget liv og livsvilkår samt frihed til at kunne klare sig selv og udvikle sig selvstændigt,
at styrke enkeltpersoners og gruppers mulighed for at indgå i relation og samarbejde med andre mennesker, grupper og fællesskaber.
Værdien påpeger, at fællesskab er en forudsætning for selvstændighed, og at selvstændighed er en forudsætning for, at fællesskaberne kan udvikles.
Selvstændighed betyder, at man er i stand til at tage ansvar for sit liv, sine valg og konsekvenserne af dem.
Der er stor forskel på den afhængighed, der kan opstå i forhold til det offentlige hjælpesystem, og den afhængighed, der opstår ved at være afhængige af hinanden på lige vilkår i fællesskaber, grupper, familier o.s.v.
Vores opgave er at være ressourceformidlende og skabe valgmuligheder, som kan hjælpe den enkelte til at bevare, opnå eller genvinde magten over sin egen tilværelse. Vi kan ikke realisere ressourcerne for klienterne, men vi kan hjælpe dem til selv at realisere dem.
Når vi som socialrådgivere træffer beslutning, må vi være bevidste om, på hvilken måde vi tænker os, at denne beslutning skal være en hjælp for klienten til at leve et selvstændigt liv. Og vi må overveje, hvornår den individuelle vejledning/samtale og hvornår en kollektiv vejledning/hjælp til grupper bedst fremmer den enkeltes og gruppers mulighed for at udvikle egne liv og påvirke egne livsvilkår.
2.2. Frigørelse gennem solidaritet
Socialt arbejde er baseret på værdien af frihed for undertrykkende livsvilkår for individer og grupper.
Socialt arbejde skal fremme ligestilling, solidaritet og sammenhold mellem mennesker. Dette indebærer også at fremme kompenserende ressourcer til mennesker, som har behov herfor for at kunne deltage på lige fod med andre i samfundet.
Socialrådgivere forventes derfor at gøre opmærksom på uligheder, social uretfærdighed og undertrykkende politiske og sociale strukturer og systemer samt at arbejde for forbedringer og om nødvendigt ændre sådanne strukturer og systemer.
Socialrådgivere har en særlig pligt til at sikre disse rettigheder for børn og andre grupper, som ikke selv er i stand til at tage vare på deres interesser.
Frihed forstår vi som frihed for magtafhængighed. Der er forskel på at være afhængig af en offentlig myndighed og at være afhængige af hinanden på lige fod. Frihed er derfor frihed for undertrykkende livsvilkår og frihed til at indgå i forpligtende sociale fællesskaber og relationer. Vi kan kun have oplevelsen af frihed gennem at have relationer. Det vil sige, at vi kun har frihed gennem solidaritet, og vi kan kun være solidariske, når vi har frihed til det. Fællesskabet giver både frihed og begrænsninger.
Kompenserende ressourcer er en forudsætning for lighed og solidaritet. Princippet om særlig kompensation til visse grupper kaldes også princippet om positiv diskriminering. For at fremme lighedsidealer og solidaritet er det nødvendigt at erkende, at folks udgangspunkt for at få tildelt lige muligheder er forskellige. Retfærdig fordeling af ressourcer kan derfor godt betyde forskelsbehandling, så de, der har mest behov, også får mest hjælp for at fremme deres muligheder for at deltage på lige vilkår med andre i samfundet.
Socialrådgivere arbejder under givne strukturer og love, som kan begrænse deres handlemuligheder. Trods begrænsninger skal det sociale arbejdes frigørende karakter udvikle sig. Det sociale arbejde skal støtte udviklingen af kompetence og bevidstheden om egen identitet.
Socialt arbejde er både at arbejde for individuelle forandringer (stoppe misbrug, blive bedre forældre og så videre) og for sociale forandringer.
2.3 Ikke-diskriminering
Socialt arbejde er baseret på værdien af ikke at diskriminere.
Socialt arbejde udføres uden forskelsbehandling på grund af klientens køn, alder, handicap, hudfarve, social klasse, race, religion, sprog, politisk overbevisning og seksuel orientering. Undtaget er politiske opfattelser, der stræber mod systematisk at underminere grundlæggende menneskerettigheder.
Socialrådgivere er derfor på basis af disse principper forpligtet til at arbejde på en ikke-diskriminerende måde og til at arbejde ligeværdigt med støtte til alle, der søger hjælp og rådgivning.
Værdien anerkender klienters ret til hjælp som de mennesker, de er, og med respekt for de forskelligheder, de repræsenterer, hvad angår køn, alder, handicap, hudfarve, social klasse, race, religion, sprog, politisk overbevisning og seksuel orientering.
Målsætningerne for det sociale arbejde skal søges virkeliggjort ikke diskriminerende. Når det sociale arbejde skal give kompenserende støtte, vil det i mange situationer være ikke-diskriminerende at forskelsbehandle på grund af køn, alder og så videre. Det vil være diskriminerende, når forskellighederne tillægges større betydning end nødvendigt.
Vi skal derfor:
undgå at forklare adfærd og hændelse alene ud fra køn, alder, kultur og så videre,
undgå at overdrive forskellene, men stille relevante krav til klienter, der har behov for hjælp uanset køn, alder, kultur og så videre,
i vores arbejde være bevidste om, at klienterne selv er de bedste kilder til forståelse af deres ståsted og livshistorie,
yde enkeltpersoner bistand uanset deres politiske opfattelse, men ikke støtte et samarbejde med organisationer, der stræber mod systematisk at underminere grundlæggende menneskerettigheder.
2.4 Demokrati og menneskerettigheder
Socialt arbejde er baseret på værdien af demokrati og menneskerettigheder.
Socialrådgivere respekterer i deres faglige arbejde det enkelte menneskes og grupper af menneskers basale rettigheder, integritet og værdighed, således som det er udtrykt i De Forenede Nationers Menneskerettighedserklæring og i Konventionen om børns rettigheder.
Socialrådgivere støtter i deres faglige arbejde, at det enkelte menneske og grupper kan udfolde deres demokratiske rettigheder.
Demokrati som politisk princip forudsætter et menneskesyn, hvor respekten for det enkelte menneske, alle menneskers ligeværd og retten til selvbestemmelse er centrale. Vi sammenkæder demokrati og menneskerettigheder for at tydeliggøre, at demokrati er den samfunds og livsform inden for hvilken, menneskerettighederne skal respekteres. Samtidig er demokratiopfattelsen med til at bestemme tolkningen af menneskerettighederne. De to principper er således gensidigt kritiske over for hinanden, og de kan ideelt styrke udviklingen af hinanden på makro- og mikroplanet.
Vi kan kun efterleve menneskerettighederne, hvis vi har en fri og åben diskussion af offentlige anliggender. En diskussion, der kan danne grund for meningsdannelse og retssikkerhed. I det sociale arbejde skal vi fremme retssikkerheden for klienterne og sikre brugerindflydelse ved dialog med klienter på grundlag af information om behandling, lovgivning, rådgivning, sagsbehandling og forvaltning.
I det daglige arbejde må vi overveje, om skrankebehandling og bureaukratiske strukturer understøtter eller modarbejder opfyldelsen af menneskerettighedskonventionen. Og vi må overveje, hvordan vi i børnearbejdet lever op til børns rettigheder i henhold til Børnekonventionen om for eksempel børns ret til to forældre og børns ret til at forblive i egen kultur - også i en anbringelsessituation.
2.5. Respekt for klientens integritet
Socialt arbejde er baseret på værdien af respekt for klientens integritet, herunder værdien af tavshedspligt, oplysningspligt og klientens ret til i detaljer at kende sin egen sag.
Socialrådgivere praktiserer en professionel tavshedspligt, hvor ingen oplysning givet i fortrolighed af en klient til en socialrådgiver, gives videre uden udtrykkelig accept fra klienten.
Socialrådgivere lægger alle oplysninger i en sag åbent frem for klienten. De faglige vurderinger, der ligger til grund for arbejdet, lægges også åbent frem for klienten.
Både direkte og indirekte oplysninger om klienter skal behandles fortroligt.
Det er en del af vores faglige arbejde at indsamle og videregive information og data, og derfor skal klienten informeres om nødvendigheden og brugen af disse. Ingen form for oplysninger kan videregives uden samtykke fra klienten, bortset fra tilfælde, hvor klienten ikke kan holdes ansvarlig, eller hvor andre er bragt i alvorlig fare.
I de situationer, hvor klienten selv tager initiativ til at fremstå med navns nævnelse, er det ikke i sig selv altid etisk kritisabelt at udtale sig om navngivne klienter. Enhver socialrådgiver har pligt til at overveje det etisk forsvarlige i at udtale sig om en sådan klients forhold og overveje, hvem der kan føle sig misbrugt, krænket eller dårligt behandlet. Vi skal i det faglige arbejde respektere klientens ret til sin historie. Overvejelserne må også gøres i "de offentlige børnesager", hvor vi som socialrådgivere i nogle situationer bedst kan støtte barnet eller klienten ved at udtale os.
I de situationer, hvor vi ikke bruger vores ytringsfrihed til at oplyse om urimelige klientvilkår, kan vi risikere at krænke klientens integritet.
2.6 Klientens deltagelse
Socialt arbejde er baseret på værdien af klientens deltagelse og på samarbejde med klienten. Socialt arbejde indebærer at løse sociale problemer i loyalitet med klienternes interesser og i samarbejde mellem klienter og socialrådgivere.
Socialrådgivere skal derfor arbejde på at skabe ligeværdige og respektfulde rammer for samarbejdet, så klienten i størst muligt omfang selv kan deltage i løsningen af sine problemer. Klienter skal altid informeres om formålet og følgerne af socialrådgivernes handlinger, der vedrører dem som klienter. Informationen skal gives i et klart og tydeligt sprog.
Her understreges betydningen af, at klienter er handlende individer og ikke objekter for behandling og hjælp.
Vi skal være opmærksomme på at skabe et menneskeligt ligeværdigt forhold til klienten, vel vidende at vi i kraft af vores viden og funktion som hjælper har en særlig rolle.
Vi tager i vores arbejde udgangspunkt i klientens beskrivelse af sit problem. Klienten skal have indflydelse på afdækning af problem og på opstilling og beslutning af løsningsforslag. Socialrådgiveren må lægge op til, at klienten aktivt deltager i forløbet herunder opfordre klienten til at inddrage bisidder ved opstilling af løsnings og handlemuligheder, herunder sikre valgmuligheder mellem forskellige relevante løsningsforslag.
Vi må stille vores viden og faglige vurderinger til rådighed for klienten i form at blandt andet åbne journaler, så vi i samarbejde med klienten kan træffe beslutning om handleveje eller løsningsforslag.
Når udtrykket "i største muligt omfang" er brugt, skal det ikke forstås sådan, at socialrådgiveren fra sin magtposition skal definere, hvornår det er hensigtsmæssigt, at klienten deltager. Det er i erkendelse af, at nogle klientgrupper realistisk set ikke har forudsætning for deltagelse på grund af deres sociale problem, fordi de er mindreårige, eller fordi de ikke er i stand til at tage vare på deres interesser. I disse situationer må det være et mål at sikre størst mulig deltagelse, særligt over tid.
Bliver det sociale arbejde forceret af hensyn til effektiviteten, afskærer vi klientens mulighed for aktiv deltagelse. Det gælder også, når vi for eksempel gennemfører samtaler med klienter, som har et mangelfuldt dansk, og vi ikke sørger for den nødvendige tolkebistand.
2.7 Selvbestemmelse
Socialt arbejde er baseret på værdien af klienters selvbestemmelse. Socialt arbejde er derfor baseret på værdien af at bruge mindst mulig tvang i praktisk socialt arbejde.
I situationer, hvor tvang er nødvendig for at løse en parts problemer på bekostning af en anden part, må brugen af tvang altid hvile på et udtrykkeligt valg af værdigrundlag, efter de forskellige parters interesser er blevet hørt. Socialrådgivere forventes at arbejde på at sikre kvalificerede talsmænd for alle parter.
Socialrådgivere forventes også at arbejde for at minimere muligheden for legal brug af tvang i den danske lovgivning.
Princippet bygger på den opfattelse, at klienterne er aktivt handlende mennesker, der skal bevare indflydelse på, træffe beslutninger om, have ansvar for og magt over deres problemer og løsningerne af dem. Princippet bygger også på den opfattelse, at manglende ansvar og medvirken medfører umyndiggørelse og magtesløshed, det vil sige klientgør og undertrykker.
For at undgå "klientens offerrolle" må vi fastholde ansvarliggørelsen, hvor klienten aktivt deltager i formulering og løsning af problemer. Vi må ikke af bare hjælpsomhed tage ansvaret for klientens liv, men yde en hjælp, som styrker klienters evne og muligheder for at tage vare på eget liv.
Vi skal tilstræbe fuld respekt for klientens selvbestemmelse, også i situationer hvor selvbestemmelsen reduceres. Det kan f.eks. være, når lovene forudsætter vilkår for hjælp, eller når en nødsituation tvinger en klient til at søge hjælp mod sin vilje. Vi skal også bearbejde de vilkår, der eventuelt reducerer klientens selvbestemmelse.
Tvang kan kun forstås ud fra værdien om klientens selvbestemmelse.
Brug af tvang kan også have med ansvarliggørelse at gøre. Klienter kan være så nedkørte, at de ikke magter at tage ansvaret for store valg. Her kan socialrådgiveren ikke fralægge sig ansvaret ved at henvise til selvbestemmelsen. I disse situationer må socialrådgiveren arbejde på at støtte selvbestemmelsen i forhold til f.eks. indhold i den tvangsmæssige foranstaltning.
Tilsvarende må vi være opmærksomme på og modarbejde de situationer, hvor klienter udsættes for "usynlig tvang" og indirekte magtanvendelse (eksempelvis "frivillig tvang" i børneanbringelsessager, eller hvor løsladte tvinges til at tilmelde sig forsorgshjem for at have en adresse, hvortil der kan udbetales bistandshjælp, eller hvor man frihedsberøver folk, hvis de ikke følger en behandling, også selvom behandlingstilbuddene ikke er der).
2.8 Afvisning af brutalitet
Socialt arbejde er uforeneligt med direkte eller indirekte støtte til personer, grupper eller politiske kræfter og magtstrukturer, der undertrykker mennesker ved at anvende terrorisme, tortur eller lignende brutale metoder.
Vi medvirker ikke ved tortur eller anden form for grusomhed, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i forbindelse med tvangstilbageholdelse eller fængsling.
Vi modvirker aktivt, at vores viden og erfaring anvendes i eller støtter terror, tortur, undertrykkelse eller anden umenneskelig virksomhed, hvor menneskelige rettigheder krænkes.
Princippet er en påpegning af, at hensigten ikke helliger midlet i socialt arbejde.
Når vi som socialrådgivere Bliver vidende om, at der er sket fysiske overgreb eller trusler om vold i for eksempel afhøringssituationer, må vi gøre opmærksom på det, da vi ellers kommer til at medvirke indirekte.
Visse ekstreme udslag af tvangsbrug og overgreb inden for terapeutisk arbejde eller inden for ekstreme religiøse sekter er helt uforenelige med denne værdi.
2.9 Faglig dialog
Socialt arbejde er baseret på værdien af at indgå i en faglig kritisk dialog.
Vi har ansvaret for ikke at stå alene med de værdimæssige afvejninger og valg, der indgår i vores handlinger. Derfor må vi indgå i dialog med kolleger, for eksempel gennem uddannelse eller supervision.
2.10 Personligt ansvar
Socialt arbejde er baseret på værdien af personligt ansvar. Socialrådgiveren træffer selv etiske afgørelser og står inde for konsekvenser af dem.
Princippet er det såkaldte Nürnbergprincip, som indebærer, at en socialrådgiver ikke kan løbe fra sit personlige ansvar for sine valg ved at henvise til en given ordre, instruks eller for den sags skyld en fagforenings regler. Vi har pligt til af egen drift at sikre os, at det arbejde, vi udfører, uanset det er lovligt, også er etisk forsvarligt.
Vi skal med andre ord stå inde for vores etiske afgørelser og være ansvarlige for konsekvenserne af dem.
3. Problemområder
3.0 Socialt arbejde med enkeltpersoner, grupper, lokalsamfund og organisationer vil altid sætte den enkelte socialrådgiver og grupper af socialrådgivere i situationer, som gør det nødvendigt at træffe etiske og politiske valg.
Etiske afvejninger, herunder etiske sider ved politiske og moralske valg, kan forstås som udredning og løsning af dilemmaer, hvor alle handlingsalternativer har eller kan få negative konsekvenser for én eller flere berørte parter.
I dette forsøg på at afgrænse etiske valg har vi fokuseret på, at etikken bliver central, når vi skal vælge mellem to onder.
Etik anvendes også ved valg mellem positive handlingsalternativer, altså i visse typer politiske prioriteringsvalg. Her er der forskellige opfattelser blandt etik-tænkerne. På den ene side vil det være galt at gøre politiske valg til noget upolitisk ved at kalde det etik. På den anden side kan prioriteringsvalg have etiske implikationer.
3.1 De mest centrale områder for etiske dilemmaer i socialt arbejde er:
1) Socialrådgivernes loyalitet i interessekonflikter, hvor socialrådgiverens loyalitet er splittet mellem modstridende interesser
mellem socialrådgiverens egne og klienters interesser,
mellem klienters og andre enkeltpersoners interesser,
mellem forskellige klientgruppers modstridende interesser,
mellem klientgruppers og øvrige befolkningsgruppers interesser,
mellem modstridende interesser hos system/institution /arbejdsgiver og socialrådgivere,
mellem forskellige faggruppers interesser.
Denne formulering udtrykker, at vi til fulde har erkendt, at disse interessemodsætninger er helt væsentlige, når vi skal identificere etiske problemstillinger.
2) At socialrådgivere har funktioner som både hjælpere og kontrollanter.
De to forskellige funktioner gør det nødvendigt at afklare sit værdivalg for ikke at blande motiver, handlinger og handlingers konsekvenser sammen.
Når socialrådgivere forventes at være loyale som offentlige tjenestepersoner i udøvelsen af offentlig kontrol af medborgere, er socialrådgivere forpligtet til at gøre sig klart, hvad en sådan loyalitet indebærer af etiske problemer samt at vurdere, om funktionen/rollen er forenelig med de grundlæggende værdier i socialt arbejde.
Dilemmaet mellem hjælp og kontrol er centralt, men bliver ofte forenklet ved at hævde, at al hjælper god og al kontrol dårlig. Derfor er det vigtigt, at vi gør os bevidste om de etiske problemer, som udspringer af socialrådgivernes dobbeltfunktion som hjælper og kontrollant.
3) Konflikter mellem mål og midler i socialt arbejde.
I socialrådgiveres valg af mål og midler kommer socialrådgivernes pligt til at beskytte klienters interesser nemt i konflikt med kravet om effektivitet og nyttehensyn.
Dette problem melder sig for eksempel i forbindelse med indførelsen og brugen af nyere informationsteknologi i det sociale arbejde, eksempelvis i det sociale arbejde med sindslidende og udviklingshæmmede.
3.2 Når etiske problemer og dilemmaer skal løses, lægger socialrådgivere altid værdierne i afsnit 2 til grund for de etiske afvejninger og valg, de foretager.
4. Metoder til løsning af dilemmaer
4.1 Dansk Socialrådgiverforening forpligter sig til at tilvejebringe muligheder for, at etiske dilemmaer kan afvejes og søges løst i kollektive fora.
Sådanne fora skal give den enkelte socialrådgiver mulighed for at drøfte, analysere og afveje etiske dilemmaer sammen med kolleger og andre grupper af eksperter og berørte parter samt give mulighed for at modtage råd fra kolleger og andre.
4.2 Når den enkelte socialrådgiver søger at løse etiske problemer, anbefaler Dansk Socialrådgiverforening, at hun analyserer og afvejer de etiske spørgsmål/problemer på baggrund af:
1) De grundlæggende værdier i denne erklæring, jfr. afsnit 2.
2) En afvejning mellem værdierne, hvis den aktuelle handling fører til, at nogen af dem kommer i konflikt med hinanden.
3) Handlingens etiske, moralske og politiske sammenhæng, d.v.s. en analyse af de værdier og kræfter, der udgør rammerne for den pågældende handling.
4) Motivet med handlingen, d.v.s. bevidsthed om mål og hensigter med handlingen.
5) Handlingens karakter, d.v.s. en analyse af handlingens værdimæssige indhold, for eksempel dens præg af tvang kontra frivillighed, formynderi kontral deltagelse.
6) Handlingens konsekvenser for forskellige grupper, d.v.s. en analyse af forskellige handlingsalternativers konsekvenser for alle de involverede parter på kort og langt sigt.
4.3 Dansk Socialrådgiverforening forpligter sig til at fremme debat, uddannelse og forskning i etiske spørgsmål.
dut-dut-dut
...
Etikvejledning
Vedtaget af Dansk Socialrådgiverforenings repræsentanskab på møderne i december 1995 og december 1997. Senest revideret december 2000
- med kommentarer
Læsevejledning
Dansk Socialrådgiverforenings Etikvejledning er tænkt som en hjælp til foreningens medlemmer til at identificere og i bedste fald løse de dilemmaer, der uvægerligt opstår i socialt arbejde.
Det forventes, at socialrådgiverne medvirker til at gennemsætte Etikvejledningens værdier i udviklingen af socialt arbejde og dets institutioner.
Etikvejledningen er ikke et regelsæt. Den udtrykker de værdier, DS mener, socialt arbejde skal bygge på, men den erstatter på ingen måde den enkelte socialrådgivers aktive reflektion og handling, som må medinddrage mange andre aspekter end de, der er nævt i Etikvejledningen, herunder love, ansættelsesforhold og politiske styrkeforhold.
En etisk fordring, som er central i denne vejledning, er, at socialrådgiveren altid begrunder sine valg og stiller præmisserne åbent til skue. I denne bestræbelse er Etikvejledningen et støtteredskab.
1. Introduktion
Dansk Socialrådgiverforenings vejledning om etiske principper i socialt arbejde har som formål at vejlede socialrådgivere i etiske problemstillinger i socialt arbejde.
Vejledningen er baseret på IFSW's The International Declaration of Ethical Principles.
Etikvejledningen har som formål:
at udtrykke et fælles værdigrundlag for socialt arbejde
at identificere etiske problemområder i socialt arbejde
at give anvisninger på metoder til at træffe etiske valg.
Dansk Socialrådgiverforening tilslutter sig det udtrykte værdigrundlag i nedenstående vejledning og vil bistå medlemmerne i at identificere og at søge at løse etiske problemer i arbejdet.
Dansk Socialrådgiverforening gør sine medlemmer og andre professionelle udøvere af socialt arbejde bekendt med vejledningen.
Vejledningens bestemmelser og intentioner skal desuden gøres kendt for offentligheden, herunder klienter, så de på baggrund af vejledningen kan forvente, at det sociale arbejde udføres i overensstemmelse med det etiske grundlag.
2. Etiske principper i socialt arbejde
2.1 Selvstændighed gennem gensidighed
Socialt arbejde er baseret på værdier af selvstændighed gennem gensidighed. Socialt arbejde er derfor:
at styrke enkeltpersoners og gruppers kollektive identitet, så de har frihed til at magte eget liv og livsvilkår samt frihed til at kunne klare sig selv og udvikle sig selvstændigt,
at styrke enkeltpersoners og gruppers mulighed for at indgå i relation og samarbejde med andre mennesker, grupper og fællesskaber.
Værdien påpeger, at fællesskab er en forudsætning for selvstændighed, og at selvstændighed er en forudsætning for, at fællesskaberne kan udvikles.
Selvstændighed betyder, at man er i stand til at tage ansvar for sit liv, sine valg og konsekvenserne af dem.
Der er stor forskel på den afhængighed, der kan opstå i forhold til det offentlige hjælpesystem, og den afhængighed, der opstår ved at være afhængige af hinanden på lige vilkår i fællesskaber, grupper, familier o.s.v.
Vores opgave er at være ressourceformidlende og skabe valgmuligheder, som kan hjælpe den enkelte til at bevare, opnå eller genvinde magten over sin egen tilværelse. Vi kan ikke realisere ressourcerne for klienterne, men vi kan hjælpe dem til selv at realisere dem.
Når vi som socialrådgivere træffer beslutning, må vi være bevidste om, på hvilken måde vi tænker os, at denne beslutning skal være en hjælp for klienten til at leve et selvstændigt liv. Og vi må overveje, hvornår den individuelle vejledning/samtale og hvornår en kollektiv vejledning/hjælp til grupper bedst fremmer den enkeltes og gruppers mulighed for at udvikle egne liv og påvirke egne livsvilkår.
2.2. Frigørelse gennem solidaritet
Socialt arbejde er baseret på værdien af frihed for undertrykkende livsvilkår for individer og grupper.
Socialt arbejde skal fremme ligestilling, solidaritet og sammenhold mellem mennesker. Dette indebærer også at fremme kompenserende ressourcer til mennesker, som har behov herfor for at kunne deltage på lige fod med andre i samfundet.
Socialrådgivere forventes derfor at gøre opmærksom på uligheder, social uretfærdighed og undertrykkende politiske og sociale strukturer og systemer samt at arbejde for forbedringer og om nødvendigt ændre sådanne strukturer og systemer.
Socialrådgivere har en særlig pligt til at sikre disse rettigheder for børn og andre grupper, som ikke selv er i stand til at tage vare på deres interesser.
Frihed forstår vi som frihed for magtafhængighed. Der er forskel på at være afhængig af en offentlig myndighed og at være afhængige af hinanden på lige fod. Frihed er derfor frihed for undertrykkende livsvilkår og frihed til at indgå i forpligtende sociale fællesskaber og relationer. Vi kan kun have oplevelsen af frihed gennem at have relationer. Det vil sige, at vi kun har frihed gennem solidaritet, og vi kan kun være solidariske, når vi har frihed til det. Fællesskabet giver både frihed og begrænsninger.
Kompenserende ressourcer er en forudsætning for lighed og solidaritet. Princippet om særlig kompensation til visse grupper kaldes også princippet om positiv diskriminering. For at fremme lighedsidealer og solidaritet er det nødvendigt at erkende, at folks udgangspunkt for at få tildelt lige muligheder er forskellige. Retfærdig fordeling af ressourcer kan derfor godt betyde forskelsbehandling, så de, der har mest behov, også får mest hjælp for at fremme deres muligheder for at deltage på lige vilkår med andre i samfundet.
Socialrådgivere arbejder under givne strukturer og love, som kan begrænse deres handlemuligheder. Trods begrænsninger skal det sociale arbejdes frigørende karakter udvikle sig. Det sociale arbejde skal støtte udviklingen af kompetence og bevidstheden om egen identitet.
Socialt arbejde er både at arbejde for individuelle forandringer (stoppe misbrug, blive bedre forældre og så videre) og for sociale forandringer.
2.3 Ikke-diskriminering
Socialt arbejde er baseret på værdien af ikke at diskriminere.
Socialt arbejde udføres uden forskelsbehandling på grund af klientens køn, alder, handicap, hudfarve, social klasse, race, religion, sprog, politisk overbevisning og seksuel orientering. Undtaget er politiske opfattelser, der stræber mod systematisk at underminere grundlæggende menneskerettigheder.
Socialrådgivere er derfor på basis af disse principper forpligtet til at arbejde på en ikke-diskriminerende måde og til at arbejde ligeværdigt med støtte til alle, der søger hjælp og rådgivning.
Værdien anerkender klienters ret til hjælp som de mennesker, de er, og med respekt for de forskelligheder, de repræsenterer, hvad angår køn, alder, handicap, hudfarve, social klasse, race, religion, sprog, politisk overbevisning og seksuel orientering.
Målsætningerne for det sociale arbejde skal søges virkeliggjort ikke diskriminerende. Når det sociale arbejde skal give kompenserende støtte, vil det i mange situationer være ikke-diskriminerende at forskelsbehandle på grund af køn, alder og så videre. Det vil være diskriminerende, når forskellighederne tillægges større betydning end nødvendigt.
Vi skal derfor:
undgå at forklare adfærd og hændelse alene ud fra køn, alder, kultur og så videre,
undgå at overdrive forskellene, men stille relevante krav til klienter, der har behov for hjælp uanset køn, alder, kultur og så videre,
i vores arbejde være bevidste om, at klienterne selv er de bedste kilder til forståelse af deres ståsted og livshistorie,
yde enkeltpersoner bistand uanset deres politiske opfattelse, men ikke støtte et samarbejde med organisationer, der stræber mod systematisk at underminere grundlæggende menneskerettigheder.
2.4 Demokrati og menneskerettigheder
Socialt arbejde er baseret på værdien af demokrati og menneskerettigheder.
Socialrådgivere respekterer i deres faglige arbejde det enkelte menneskes og grupper af menneskers basale rettigheder, integritet og værdighed, således som det er udtrykt i De Forenede Nationers Menneskerettighedserklæring og i Konventionen om børns rettigheder.
Socialrådgivere støtter i deres faglige arbejde, at det enkelte menneske og grupper kan udfolde deres demokratiske rettigheder.
Demokrati som politisk princip forudsætter et menneskesyn, hvor respekten for det enkelte menneske, alle menneskers ligeværd og retten til selvbestemmelse er centrale. Vi sammenkæder demokrati og menneskerettigheder for at tydeliggøre, at demokrati er den samfunds og livsform inden for hvilken, menneskerettighederne skal respekteres. Samtidig er demokratiopfattelsen med til at bestemme tolkningen af menneskerettighederne. De to principper er således gensidigt kritiske over for hinanden, og de kan ideelt styrke udviklingen af hinanden på makro- og mikroplanet.
Vi kan kun efterleve menneskerettighederne, hvis vi har en fri og åben diskussion af offentlige anliggender. En diskussion, der kan danne grund for meningsdannelse og retssikkerhed. I det sociale arbejde skal vi fremme retssikkerheden for klienterne og sikre brugerindflydelse ved dialog med klienter på grundlag af information om behandling, lovgivning, rådgivning, sagsbehandling og forvaltning.
I det daglige arbejde må vi overveje, om skrankebehandling og bureaukratiske strukturer understøtter eller modarbejder opfyldelsen af menneskerettighedskonventionen. Og vi må overveje, hvordan vi i børnearbejdet lever op til børns rettigheder i henhold til Børnekonventionen om for eksempel børns ret til to forældre og børns ret til at forblive i egen kultur - også i en anbringelsessituation.
2.5. Respekt for klientens integritet
Socialt arbejde er baseret på værdien af respekt for klientens integritet, herunder værdien af tavshedspligt, oplysningspligt og klientens ret til i detaljer at kende sin egen sag.
Socialrådgivere praktiserer en professionel tavshedspligt, hvor ingen oplysning givet i fortrolighed af en klient til en socialrådgiver, gives videre uden udtrykkelig accept fra klienten.
Socialrådgivere lægger alle oplysninger i en sag åbent frem for klienten. De faglige vurderinger, der ligger til grund for arbejdet, lægges også åbent frem for klienten.
Både direkte og indirekte oplysninger om klienter skal behandles fortroligt.
Det er en del af vores faglige arbejde at indsamle og videregive information og data, og derfor skal klienten informeres om nødvendigheden og brugen af disse. Ingen form for oplysninger kan videregives uden samtykke fra klienten, bortset fra tilfælde, hvor klienten ikke kan holdes ansvarlig, eller hvor andre er bragt i alvorlig fare.
I de situationer, hvor klienten selv tager initiativ til at fremstå med navns nævnelse, er det ikke i sig selv altid etisk kritisabelt at udtale sig om navngivne klienter. Enhver socialrådgiver har pligt til at overveje det etisk forsvarlige i at udtale sig om en sådan klients forhold og overveje, hvem der kan føle sig misbrugt, krænket eller dårligt behandlet. Vi skal i det faglige arbejde respektere klientens ret til sin historie. Overvejelserne må også gøres i "de offentlige børnesager", hvor vi som socialrådgivere i nogle situationer bedst kan støtte barnet eller klienten ved at udtale os.
I de situationer, hvor vi ikke bruger vores ytringsfrihed til at oplyse om urimelige klientvilkår, kan vi risikere at krænke klientens integritet.
2.6 Klientens deltagelse
Socialt arbejde er baseret på værdien af klientens deltagelse og på samarbejde med klienten. Socialt arbejde indebærer at løse sociale problemer i loyalitet med klienternes interesser og i samarbejde mellem klienter og socialrådgivere.
Socialrådgivere skal derfor arbejde på at skabe ligeværdige og respektfulde rammer for samarbejdet, så klienten i størst muligt omfang selv kan deltage i løsningen af sine problemer. Klienter skal altid informeres om formålet og følgerne af socialrådgivernes handlinger, der vedrører dem som klienter. Informationen skal gives i et klart og tydeligt sprog.
Her understreges betydningen af, at klienter er handlende individer og ikke objekter for behandling og hjælp.
Vi skal være opmærksomme på at skabe et menneskeligt ligeværdigt forhold til klienten, vel vidende at vi i kraft af vores viden og funktion som hjælper har en særlig rolle.
Vi tager i vores arbejde udgangspunkt i klientens beskrivelse af sit problem. Klienten skal have indflydelse på afdækning af problem og på opstilling og beslutning af løsningsforslag. Socialrådgiveren må lægge op til, at klienten aktivt deltager i forløbet herunder opfordre klienten til at inddrage bisidder ved opstilling af løsnings og handlemuligheder, herunder sikre valgmuligheder mellem forskellige relevante løsningsforslag.
Vi må stille vores viden og faglige vurderinger til rådighed for klienten i form at blandt andet åbne journaler, så vi i samarbejde med klienten kan træffe beslutning om handleveje eller løsningsforslag.
Når udtrykket "i største muligt omfang" er brugt, skal det ikke forstås sådan, at socialrådgiveren fra sin magtposition skal definere, hvornår det er hensigtsmæssigt, at klienten deltager. Det er i erkendelse af, at nogle klientgrupper realistisk set ikke har forudsætning for deltagelse på grund af deres sociale problem, fordi de er mindreårige, eller fordi de ikke er i stand til at tage vare på deres interesser. I disse situationer må det være et mål at sikre størst mulig deltagelse, særligt over tid.
Bliver det sociale arbejde forceret af hensyn til effektiviteten, afskærer vi klientens mulighed for aktiv deltagelse. Det gælder også, når vi for eksempel gennemfører samtaler med klienter, som har et mangelfuldt dansk, og vi ikke sørger for den nødvendige tolkebistand.
2.7 Selvbestemmelse
Socialt arbejde er baseret på værdien af klienters selvbestemmelse. Socialt arbejde er derfor baseret på værdien af at bruge mindst mulig tvang i praktisk socialt arbejde.
I situationer, hvor tvang er nødvendig for at løse en parts problemer på bekostning af en anden part, må brugen af tvang altid hvile på et udtrykkeligt valg af værdigrundlag, efter de forskellige parters interesser er blevet hørt. Socialrådgivere forventes at arbejde på at sikre kvalificerede talsmænd for alle parter.
Socialrådgivere forventes også at arbejde for at minimere muligheden for legal brug af tvang i den danske lovgivning.
Princippet bygger på den opfattelse, at klienterne er aktivt handlende mennesker, der skal bevare indflydelse på, træffe beslutninger om, have ansvar for og magt over deres problemer og løsningerne af dem. Princippet bygger også på den opfattelse, at manglende ansvar og medvirken medfører umyndiggørelse og magtesløshed, det vil sige klientgør og undertrykker.
For at undgå "klientens offerrolle" må vi fastholde ansvarliggørelsen, hvor klienten aktivt deltager i formulering og løsning af problemer. Vi må ikke af bare hjælpsomhed tage ansvaret for klientens liv, men yde en hjælp, som styrker klienters evne og muligheder for at tage vare på eget liv.
Vi skal tilstræbe fuld respekt for klientens selvbestemmelse, også i situationer hvor selvbestemmelsen reduceres. Det kan f.eks. være, når lovene forudsætter vilkår for hjælp, eller når en nødsituation tvinger en klient til at søge hjælp mod sin vilje. Vi skal også bearbejde de vilkår, der eventuelt reducerer klientens selvbestemmelse.
Tvang kan kun forstås ud fra værdien om klientens selvbestemmelse.
Brug af tvang kan også have med ansvarliggørelse at gøre. Klienter kan være så nedkørte, at de ikke magter at tage ansvaret for store valg. Her kan socialrådgiveren ikke fralægge sig ansvaret ved at henvise til selvbestemmelsen. I disse situationer må socialrådgiveren arbejde på at støtte selvbestemmelsen i forhold til f.eks. indhold i den tvangsmæssige foranstaltning.
Tilsvarende må vi være opmærksomme på og modarbejde de situationer, hvor klienter udsættes for "usynlig tvang" og indirekte magtanvendelse (eksempelvis "frivillig tvang" i børneanbringelsessager, eller hvor løsladte tvinges til at tilmelde sig forsorgshjem for at have en adresse, hvortil der kan udbetales bistandshjælp, eller hvor man frihedsberøver folk, hvis de ikke følger en behandling, også selvom behandlingstilbuddene ikke er der).
2.8 Afvisning af brutalitet
Socialt arbejde er uforeneligt med direkte eller indirekte støtte til personer, grupper eller politiske kræfter og magtstrukturer, der undertrykker mennesker ved at anvende terrorisme, tortur eller lignende brutale metoder.
Vi medvirker ikke ved tortur eller anden form for grusomhed, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i forbindelse med tvangstilbageholdelse eller fængsling.
Vi modvirker aktivt, at vores viden og erfaring anvendes i eller støtter terror, tortur, undertrykkelse eller anden umenneskelig virksomhed, hvor menneskelige rettigheder krænkes.
Princippet er en påpegning af, at hensigten ikke helliger midlet i socialt arbejde.
Når vi som socialrådgivere Bliver vidende om, at der er sket fysiske overgreb eller trusler om vold i for eksempel afhøringssituationer, må vi gøre opmærksom på det, da vi ellers kommer til at medvirke indirekte.
Visse ekstreme udslag af tvangsbrug og overgreb inden for terapeutisk arbejde eller inden for ekstreme religiøse sekter er helt uforenelige med denne værdi.
2.9 Faglig dialog
Socialt arbejde er baseret på værdien af at indgå i en faglig kritisk dialog.
Vi har ansvaret for ikke at stå alene med de værdimæssige afvejninger og valg, der indgår i vores handlinger. Derfor må vi indgå i dialog med kolleger, for eksempel gennem uddannelse eller supervision.
2.10 Personligt ansvar
Socialt arbejde er baseret på værdien af personligt ansvar. Socialrådgiveren træffer selv etiske afgørelser og står inde for konsekvenser af dem.
Princippet er det såkaldte Nürnbergprincip, som indebærer, at en socialrådgiver ikke kan løbe fra sit personlige ansvar for sine valg ved at henvise til en given ordre, instruks eller for den sags skyld en fagforenings regler. Vi har pligt til af egen drift at sikre os, at det arbejde, vi udfører, uanset det er lovligt, også er etisk forsvarligt.
Vi skal med andre ord stå inde for vores etiske afgørelser og være ansvarlige for konsekvenserne af dem.
3. Problemområder
3.0 Socialt arbejde med enkeltpersoner, grupper, lokalsamfund og organisationer vil altid sætte den enkelte socialrådgiver og grupper af socialrådgivere i situationer, som gør det nødvendigt at træffe etiske og politiske valg.
Etiske afvejninger, herunder etiske sider ved politiske og moralske valg, kan forstås som udredning og løsning af dilemmaer, hvor alle handlingsalternativer har eller kan få negative konsekvenser for én eller flere berørte parter.
I dette forsøg på at afgrænse etiske valg har vi fokuseret på, at etikken bliver central, når vi skal vælge mellem to onder.
Etik anvendes også ved valg mellem positive handlingsalternativer, altså i visse typer politiske prioriteringsvalg. Her er der forskellige opfattelser blandt etik-tænkerne. På den ene side vil det være galt at gøre politiske valg til noget upolitisk ved at kalde det etik. På den anden side kan prioriteringsvalg have etiske implikationer.
3.1 De mest centrale områder for etiske dilemmaer i socialt arbejde er:
1) Socialrådgivernes loyalitet i interessekonflikter, hvor socialrådgiverens loyalitet er splittet mellem modstridende interesser
mellem socialrådgiverens egne og klienters interesser,
mellem klienters og andre enkeltpersoners interesser,
mellem forskellige klientgruppers modstridende interesser,
mellem klientgruppers og øvrige befolkningsgruppers interesser,
mellem modstridende interesser hos system/institution /arbejdsgiver og socialrådgivere,
mellem forskellige faggruppers interesser.
Denne formulering udtrykker, at vi til fulde har erkendt, at disse interessemodsætninger er helt væsentlige, når vi skal identificere etiske problemstillinger.
2) At socialrådgivere har funktioner som både hjælpere og kontrollanter.
De to forskellige funktioner gør det nødvendigt at afklare sit værdivalg for ikke at blande motiver, handlinger og handlingers konsekvenser sammen.
Når socialrådgivere forventes at være loyale som offentlige tjenestepersoner i udøvelsen af offentlig kontrol af medborgere, er socialrådgivere forpligtet til at gøre sig klart, hvad en sådan loyalitet indebærer af etiske problemer samt at vurdere, om funktionen/rollen er forenelig med de grundlæggende værdier i socialt arbejde.
Dilemmaet mellem hjælp og kontrol er centralt, men bliver ofte forenklet ved at hævde, at al hjælper god og al kontrol dårlig. Derfor er det vigtigt, at vi gør os bevidste om de etiske problemer, som udspringer af socialrådgivernes dobbeltfunktion som hjælper og kontrollant.
3) Konflikter mellem mål og midler i socialt arbejde.
I socialrådgiveres valg af mål og midler kommer socialrådgivernes pligt til at beskytte klienters interesser nemt i konflikt med kravet om effektivitet og nyttehensyn.
Dette problem melder sig for eksempel i forbindelse med indførelsen og brugen af nyere informationsteknologi i det sociale arbejde, eksempelvis i det sociale arbejde med sindslidende og udviklingshæmmede.
3.2 Når etiske problemer og dilemmaer skal løses, lægger socialrådgivere altid værdierne i afsnit 2 til grund for de etiske afvejninger og valg, de foretager.
4. Metoder til løsning af dilemmaer
4.1 Dansk Socialrådgiverforening forpligter sig til at tilvejebringe muligheder for, at etiske dilemmaer kan afvejes og søges løst i kollektive fora.
Sådanne fora skal give den enkelte socialrådgiver mulighed for at drøfte, analysere og afveje etiske dilemmaer sammen med kolleger og andre grupper af eksperter og berørte parter samt give mulighed for at modtage råd fra kolleger og andre.
4.2 Når den enkelte socialrådgiver søger at løse etiske problemer, anbefaler Dansk Socialrådgiverforening, at hun analyserer og afvejer de etiske spørgsmål/problemer på baggrund af:
1) De grundlæggende værdier i denne erklæring, jfr. afsnit 2.
2) En afvejning mellem værdierne, hvis den aktuelle handling fører til, at nogen af dem kommer i konflikt med hinanden.
3) Handlingens etiske, moralske og politiske sammenhæng, d.v.s. en analyse af de værdier og kræfter, der udgør rammerne for den pågældende handling.
4) Motivet med handlingen, d.v.s. bevidsthed om mål og hensigter med handlingen.
5) Handlingens karakter, d.v.s. en analyse af handlingens værdimæssige indhold, for eksempel dens præg af tvang kontra frivillighed, formynderi kontral deltagelse.
6) Handlingens konsekvenser for forskellige grupper, d.v.s. en analyse af forskellige handlingsalternativers konsekvenser for alle de involverede parter på kort og langt sigt.
4.3 Dansk Socialrådgiverforening forpligter sig til at fremme debat, uddannelse og forskning i etiske spørgsmål.
dut-dut-dut
...
Samstag, 30. Januar 2010
En sær stribe, som givetvis hænger sammen med de to nedenstående weblogafsnit
.
...med samt de anførte links til andre dele.
.
Til orientering:
.
...med samt de anførte links til andre dele.
.
Til orientering:
.
Dienstag, 26. Januar 2010
En sær overførsel...
...
...fra 26. januar 2010. Beløbet er angivet i Euro
Forklaring følger, når jeg har fået min formodning bekræftet.
...
...fra 26. januar 2010. Beløbet er angivet i Euro
Forklaring følger, når jeg har fået min formodning bekræftet.
...
Montag, 25. Januar 2010
Endnu en blanket fra december 2009...
.
...her er så blanket nummer 2 fra atp,
Dennegang forsynet med Mariannes cpr-nummer og fremsendt til vores aktuelle adresse - den i Wien.
Fremsendelsen af hele to blanketter til samme formål hænger tilsyneladende sammen med, at Høje Tåstrup Kommune undlader at oplyse os om, til hvilken konto man udbetaler særligt børnetilskud, således at vi kun har mulighed for at fremsende en generel betalingsanmodning til kommunens bankforbindelse, og at banken dermed befries for problemerne med at sætte såvel Mariannes cpr-nummer som hendes aktuelle adresse på sine overførsler til hende, og på den dermed forbundne korrespondance med hende.
Den generelle anmodning har godt nok virket siden 2008, men ikke før, og heller ikke nu.
Jeg er ret sikker på, at denne "gode ide" er vokset på den juridiske afdelings mødding, men jeg kan først sige det med sikkerhed på et senere tidspunkt.
Eventuelt om tre til seks måneder.
Så meget for "socialsagen, der blev stoppet ved familiens udrejse den 4. november 1998 og senere lukket!"
Vedr. blanket nummer 1, se evt. dette link: http://libris-equi.blogspot.com/2010/01/sre-blanketter-fra-atp.html
(...)
...her er så blanket nummer 2 fra atp,
Dennegang forsynet med Mariannes cpr-nummer og fremsendt til vores aktuelle adresse - den i Wien.
Fremsendelsen af hele to blanketter til samme formål hænger tilsyneladende sammen med, at Høje Tåstrup Kommune undlader at oplyse os om, til hvilken konto man udbetaler særligt børnetilskud, således at vi kun har mulighed for at fremsende en generel betalingsanmodning til kommunens bankforbindelse, og at banken dermed befries for problemerne med at sætte såvel Mariannes cpr-nummer som hendes aktuelle adresse på sine overførsler til hende, og på den dermed forbundne korrespondance med hende.
Den generelle anmodning har godt nok virket siden 2008, men ikke før, og heller ikke nu.
Jeg er ret sikker på, at denne "gode ide" er vokset på den juridiske afdelings mødding, men jeg kan først sige det med sikkerhed på et senere tidspunkt.
Eventuelt om tre til seks måneder.
Så meget for "socialsagen, der blev stoppet ved familiens udrejse den 4. november 1998 og senere lukket!"
Vedr. blanket nummer 1, se evt. dette link: http://libris-equi.blogspot.com/2010/01/sre-blanketter-fra-atp.html
(...)
Donnerstag, 14. Januar 2010
Endnu en Typenschein...
.
...hvor jeg for en sikkerheds skyld har fjernet de oplysninger, der ville kunne misbruges.
...
...hvor jeg for en sikkerheds skyld har fjernet de oplysninger, der ville kunne misbruges....
Samstag, 9. Januar 2010
Lidt udenlandsk adressefetischisme på den "danske måde"...
.
Bemærk især afsender- og modtageradresserne...
...
Bemærk især afsender- og modtageradresserne...
...
Det glæder mig, at man fortsat på Høje Tåstrup Rådhus...
.
...er opmærksom på, hvad det koster, når en dansk myndighed trækker svar og afgørelser i langdrag.
Se evt. dette weblogafsnit om den hidtil komplet ignorerede retssikkerhed: http://www.htk.dk/Nyheder/Nyhedsoversigt/Pressemeddelelser/2010/Januar_10/Hoeje_Taastrup_udsaettes_for_lovgivning_med_tilbagevirkende_kraft.aspx
Da man endelig i 2002 begyndte at vedgå, at Sags- og advisregisteret var spækket med forfalskede oplysninger - i første omgang familiens udrejsedata - understregede den juridiske chef, at "Sags- og advisregisteret er lagt i elektronisk arkiv og må derfor ikke ændres", hvilket i praksis betyder, at alle de kradserier, man har lavet og udgivet som "berigtigelser", ikke er en pind værd, hvis vi skulle ønske at bosætte os i Danmark igen.
At vi ved genindrejse kan begynde forfra med i hvert fald de forfalskede lægelige oplysninger vedrørende mig og de falske politianmeldelser, socialrådgiver Aase Metzsch indgav imod mig i perioden august til december 1998.
Jeg ved godt, at anmeldelserne er forældede, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at den ældre, skizofrene dame, der sikrede socialforvaltningens ammunition i sin tid, igen vil begynde at se syner og føle sig truet af mig, hvis hun finder ud af, at jeg bor inden for landets grænser, og eftersom Københavns Politi i forbindelse med de oprindelige anmeldelser slet ikke undersøgte noget som helst, men bare skrev, at de havde givet mig en advarsel, og senere, at de ville have mig stillet for en dommer, fordi jeg ikke havde respekteret den tildelte advarsel (som jeg aldrig fik oplysning om), kan jeg nok ikke forvente nogen mildhed fra deres side.
Endsige blot en lovlig behandling.
Det ville selvsagt være anderledes, hvis Høje Tåstrup Kommune vedgik, at man vidste, at jeg havde opholdt mig i udlandet, da socialforvaltningen indgav de sidste anmeldelser imod mig for trusler og chikane.
Men sådan gør man jo helt tydeligt ikke i den kommune.
Indtil videre har vi altså ventet i små 12 år på at få Høje Tåstrup Kommune til at berigtige de talrige forfalskninger af persondata, man brugte for i sin tid at sikre sin kommunekasse på bekostning af vores døtre.
Og det har været dyrt for os - såvel i penge som i ødelagte familieforbindelser.
...
...er opmærksom på, hvad det koster, når en dansk myndighed trækker svar og afgørelser i langdrag.
Se evt. dette weblogafsnit om den hidtil komplet ignorerede retssikkerhed: http://www.htk.dk/Nyheder/Nyhedsoversigt/Pressemeddelelser/2010/Januar_10/Hoeje_Taastrup_udsaettes_for_lovgivning_med_tilbagevirkende_kraft.aspx
Da man endelig i 2002 begyndte at vedgå, at Sags- og advisregisteret var spækket med forfalskede oplysninger - i første omgang familiens udrejsedata - understregede den juridiske chef, at "Sags- og advisregisteret er lagt i elektronisk arkiv og må derfor ikke ændres", hvilket i praksis betyder, at alle de kradserier, man har lavet og udgivet som "berigtigelser", ikke er en pind værd, hvis vi skulle ønske at bosætte os i Danmark igen.
At vi ved genindrejse kan begynde forfra med i hvert fald de forfalskede lægelige oplysninger vedrørende mig og de falske politianmeldelser, socialrådgiver Aase Metzsch indgav imod mig i perioden august til december 1998.
Jeg ved godt, at anmeldelserne er forældede, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at den ældre, skizofrene dame, der sikrede socialforvaltningens ammunition i sin tid, igen vil begynde at se syner og føle sig truet af mig, hvis hun finder ud af, at jeg bor inden for landets grænser, og eftersom Københavns Politi i forbindelse med de oprindelige anmeldelser slet ikke undersøgte noget som helst, men bare skrev, at de havde givet mig en advarsel, og senere, at de ville have mig stillet for en dommer, fordi jeg ikke havde respekteret den tildelte advarsel (som jeg aldrig fik oplysning om), kan jeg nok ikke forvente nogen mildhed fra deres side.
Endsige blot en lovlig behandling.
Det ville selvsagt være anderledes, hvis Høje Tåstrup Kommune vedgik, at man vidste, at jeg havde opholdt mig i udlandet, da socialforvaltningen indgav de sidste anmeldelser imod mig for trusler og chikane.
Men sådan gør man jo helt tydeligt ikke i den kommune.
Indtil videre har vi altså ventet i små 12 år på at få Høje Tåstrup Kommune til at berigtige de talrige forfalskninger af persondata, man brugte for i sin tid at sikre sin kommunekasse på bekostning af vores døtre.
Og det har været dyrt for os - såvel i penge som i ødelagte familieforbindelser.
...
Freitag, 8. Januar 2010
Sære blanketter fra ATP...
.
...dette er det øverste af en blanket vedrørende udbetaling af SP fra ATP, fremsendt til Marianne her i Wien:
...dette er det øverste af en blanket vedrørende udbetaling af SP fra ATP, fremsendt til Marianne her i Wien:
Jeg skal med det samme bemærke, at talkoden ikke er Mariannes cpr-nummer, men...?
Hvad?
Kan overvejes siddende, evt. mens man fordøjer de sidste eftervirkninger af Nytåret.
Abonnieren
Posts (Atom)