Montag, 12. Dezember 2011
Socialsnyd for mellem 7 og 12 milliarder
se evt. dette link: Jyllandsposten 12. december 2011
Bedragerierne skyldes blandt andet, at "den lille hurtige" er blevet normalen på begge sider af skranken. Og når borgerne kan se, at myndighederne klatter pengene væk på mislykkede projekter - alt fra IC4-tog, over redningshelikoptere til "beskyttelsen af disse samfundets de allersvageste" - får de en følelse af, at det er i orden at snyde sig til en del af den "kage", som alligevel skal smides væk. Om ikke andet af politikerne. Gesidig tillid ville være godt, men hvor skal den komme fra?
..
Dienstag, 6. Dezember 2011
Samstag, 26. November 2011
Samstag, 1. Oktober 2011
Donnerstag, 1. September 2011
Freitag, 8. Juli 2011
Forleden dag hørte jeg en videnskabelig redegørelse...
.
...om de kulturelt betingede forskelle i holdningen til selvmord, som den unge magister havde oplevet dem på sin egen krop, da han flyttede fra Teheran til Wien.
I Wien reagerer man på samme måde som i København, er jeg sikker på, når et menneske ringer til myndighederne og fortæller om sit forestående selvmord.
- Tag det nu roligt, så sender vi nogle søde mennesker, der kan hjælpe dig...
...osv.
I Teheran er det helt anderledes.
- Aha, nå De vil gerne slippe væk fra den onde verden. Tjah.
- Hvor gammel er De?
- Aha! Taler De fremmedsprog?
- Fransk, pushtu...! Godt.
- Hvor er De henne nu?
- Aha! Jeg kan se, at der er et busholdested lige i nærheden. De skal bare fortælle chaufføren, at de skal herind, så er turen gratis!
- I mellemtiden skal jeg så nok sørge for, at man får besked nede i receptionen. Og så skal jeg bare bruge et par personlige detaljer.
- Hvor stor er Deres livvidde?
- Aha. Nu skal jeg ordne det fornødne, så bæltet ligger klart nede i receptionen, komplet med sprængstof og tændsatser, når De kommer. Receptionisten skal nok hjælpe dem med at tage det på, og samtidig får De så en lille "Hej-Hej-Taske" i matchende farve. Der er enkeltbillet til fly, som flyver til hele verden, og et lille forråd af Aspirin, antihistamin og piller mod "turistmave". Det sidste skal De passe på med, så lad hellere være med at spise undervejs.
- "Turistmave" kan være både ubehageligt og samtidig farligt, når De først har fået bæltet på.
- Og egentlig også høfeber...
- God tur!
...
...om de kulturelt betingede forskelle i holdningen til selvmord, som den unge magister havde oplevet dem på sin egen krop, da han flyttede fra Teheran til Wien.
I Wien reagerer man på samme måde som i København, er jeg sikker på, når et menneske ringer til myndighederne og fortæller om sit forestående selvmord.
- Tag det nu roligt, så sender vi nogle søde mennesker, der kan hjælpe dig...
...osv.
I Teheran er det helt anderledes.
- Aha, nå De vil gerne slippe væk fra den onde verden. Tjah.
- Hvor gammel er De?
- Aha! Taler De fremmedsprog?
- Fransk, pushtu...! Godt.
- Hvor er De henne nu?
- Aha! Jeg kan se, at der er et busholdested lige i nærheden. De skal bare fortælle chaufføren, at de skal herind, så er turen gratis!
- I mellemtiden skal jeg så nok sørge for, at man får besked nede i receptionen. Og så skal jeg bare bruge et par personlige detaljer.
- Hvor stor er Deres livvidde?
- Aha. Nu skal jeg ordne det fornødne, så bæltet ligger klart nede i receptionen, komplet med sprængstof og tændsatser, når De kommer. Receptionisten skal nok hjælpe dem med at tage det på, og samtidig får De så en lille "Hej-Hej-Taske" i matchende farve. Der er enkeltbillet til fly, som flyver til hele verden, og et lille forråd af Aspirin, antihistamin og piller mod "turistmave". Det sidste skal De passe på med, så lad hellere være med at spise undervejs.
- "Turistmave" kan være både ubehageligt og samtidig farligt, når De først har fået bæltet på.
- Og egentlig også høfeber...
- God tur!
...
Donnerstag, 19. Mai 2011
Før jeg påbegynder gennemgangen af den ikke-eksisterende socialsag nummer 2, kommer her, for nemhed skyld, opsummeringen af socialsag nummer 1 i et enkelt, stort, kronologisk ordnet afsnit:
.
De vigtigste bilag kan klikkes direkte under de nævnte billedtekster i venstre margin.
Først og fremmest er der ifølge de danske myndigheders egen dokumentation en række vigtige divergenser mellem det, der i sin tid blev registreret i de forskellige dele af det lokale forvaltningsapparat i Høje Tåstrup Kommune.
Hvis du først klikker på billedet under teksten "makulatormagi" får du følgende fremstilling af vores bopælsforhold:
1. familien flytter til kommunen den 20. februar 1998.
2. der sker en henvendelse til Høje Tåstrup Kommunes socialforvaltning pr. maj 1998 om "bekymrende forhold for børnene i hjemmet".
Ifølge Den røde Bues egen sagsbeskrivelse til Byrådet sker henvendelsen til socialforvaltningen helt præcist den 6. maj 1998.
Hvis du dernæst klikker på billedet under teksten "også vigtigt", vil du se, at vores "reelle tilflytning" til kommunen først skete pr. 13. maj 1998.
Altså en uge efter anmeldelsen til kommunens socialforvaltning.
Henvendelsen kom angiveligt fra "en gammel ven af familien", som helst ville være anonym, fordi hun ellers var bange for at "blive undsagt" af børnenes forældre.
Hvis du nu klikker under overskriften "glemmer du, så hu..." får du en kort gennemgang af, dels min egen tilknytning til det lokale Socialdemokrati, dels en kort beskrivelse af "den gamle vens" lokalt velkendte meriter.
Som du kan læse her, var anmelderen en "god bekendt af den daværende, socialdemokratiske byrådsgruppe", men absolut ikke en "gammel ven af familien".
Til disse økonomisk betingede "ændringer af adresse" og "tilskrivninger af gamle venner", kommer ligeledes den omstændighed, at det var Høje Tåstrup Kommune selv, der anviste os den bolig, vi flyttede ind i pr. 20. februar 1998, hvilket medførte, at kommunen kunne sikre, at vi frem til 1. maj 1998 havde navnet "Annie Hamadi" stående på vores hoveddør.
Høje Tåstrup Kommune havde i sin tid villet sikre en absolut overensstemmelse mellem Folkeregisterets oplysninger og de benyttede navne på dørene rundt omkring. Og selvfølgelig kunne man derfor udelukkende registrere en frit opfundet person som bosiddende på adressen - alt andet kunne have givet kommunen (og den, hvis navn så blev misbrugt) uoverskuelige problemer.
Men vores navn kunne således først komme på, da Folkeregisteret havde anerkendt os som "reelt bosiddende" i kommunen, hvilket åbenbart skete pr. begyndelsen af maj 1998.
Navnet på døren var iøvrigt en sammensmeltning af den foregående lejers navn, Anne Vestergaard, og navnet på en mangeårig medarbejder på AKBs lokalkontor, Kirsten Hamadi.
Vi rykkede talrige gange i perioden for at få vores navn på døren. Ikke mindst fordi vi havde, for os, uforståelige problemer med og fejlhenvendelser fra blandt andre Danmarks Radios Pejlefolk og Glostrup Politi. Vi kunne jo ikke vide, at man havde valgt at ignorere de oplysninger, vi havde givet Folkeregisteret i februar, fordi man ville have en socialsag, før vi blev "reelt bosiddende" i kommunen.
Det fik man så angiveligt, da den ældre, skizofrene dame henvendte sig til socialforvaltningen pr. 6. maj.
(og derfor blev man så desperat, da man tabte klagesagen i Det sociale Nævn pr. 29. september 1998, fordi det betød, at samme socialsag var ophævet, og at man derfor ikke uden videre ville kunne sende de eventuelle regninger for behandling af børnene videre til betaling af Stenløse Kommune. Man forsøgte iøvrigt at true først og fremmest vores børn og derigennem os til, med en "mangeårig anbringelse uden for hjemmet", at opgive klagesagen, men dengang troede vi da stadigvæk på, at kommunen bare havde begået en fejl. Ikke at man var i gang med det næsten perfekte forvaltningsmord på en hel børnefamilie.)
ps.
jeg har opdaget, at denne opsummering er betydeligt mere arbejdskrævende, end jeg havde troet. Derfor bliver dette afsnit skrevet færdigt over de næste dage.
...
De vigtigste bilag kan klikkes direkte under de nævnte billedtekster i venstre margin.
Først og fremmest er der ifølge de danske myndigheders egen dokumentation en række vigtige divergenser mellem det, der i sin tid blev registreret i de forskellige dele af det lokale forvaltningsapparat i Høje Tåstrup Kommune.
Hvis du først klikker på billedet under teksten "makulatormagi" får du følgende fremstilling af vores bopælsforhold:
1. familien flytter til kommunen den 20. februar 1998.
2. der sker en henvendelse til Høje Tåstrup Kommunes socialforvaltning pr. maj 1998 om "bekymrende forhold for børnene i hjemmet".
Ifølge Den røde Bues egen sagsbeskrivelse til Byrådet sker henvendelsen til socialforvaltningen helt præcist den 6. maj 1998.
Hvis du dernæst klikker på billedet under teksten "også vigtigt", vil du se, at vores "reelle tilflytning" til kommunen først skete pr. 13. maj 1998.
Altså en uge efter anmeldelsen til kommunens socialforvaltning.
Henvendelsen kom angiveligt fra "en gammel ven af familien", som helst ville være anonym, fordi hun ellers var bange for at "blive undsagt" af børnenes forældre.
Hvis du nu klikker under overskriften "glemmer du, så hu..." får du en kort gennemgang af, dels min egen tilknytning til det lokale Socialdemokrati, dels en kort beskrivelse af "den gamle vens" lokalt velkendte meriter.
Som du kan læse her, var anmelderen en "god bekendt af den daværende, socialdemokratiske byrådsgruppe", men absolut ikke en "gammel ven af familien".
Til disse økonomisk betingede "ændringer af adresse" og "tilskrivninger af gamle venner", kommer ligeledes den omstændighed, at det var Høje Tåstrup Kommune selv, der anviste os den bolig, vi flyttede ind i pr. 20. februar 1998, hvilket medførte, at kommunen kunne sikre, at vi frem til 1. maj 1998 havde navnet "Annie Hamadi" stående på vores hoveddør.
Høje Tåstrup Kommune havde i sin tid villet sikre en absolut overensstemmelse mellem Folkeregisterets oplysninger og de benyttede navne på dørene rundt omkring. Og selvfølgelig kunne man derfor udelukkende registrere en frit opfundet person som bosiddende på adressen - alt andet kunne have givet kommunen (og den, hvis navn så blev misbrugt) uoverskuelige problemer.
Men vores navn kunne således først komme på, da Folkeregisteret havde anerkendt os som "reelt bosiddende" i kommunen, hvilket åbenbart skete pr. begyndelsen af maj 1998.
Navnet på døren var iøvrigt en sammensmeltning af den foregående lejers navn, Anne Vestergaard, og navnet på en mangeårig medarbejder på AKBs lokalkontor, Kirsten Hamadi.
Vi rykkede talrige gange i perioden for at få vores navn på døren. Ikke mindst fordi vi havde, for os, uforståelige problemer med og fejlhenvendelser fra blandt andre Danmarks Radios Pejlefolk og Glostrup Politi. Vi kunne jo ikke vide, at man havde valgt at ignorere de oplysninger, vi havde givet Folkeregisteret i februar, fordi man ville have en socialsag, før vi blev "reelt bosiddende" i kommunen.
Det fik man så angiveligt, da den ældre, skizofrene dame henvendte sig til socialforvaltningen pr. 6. maj.
(og derfor blev man så desperat, da man tabte klagesagen i Det sociale Nævn pr. 29. september 1998, fordi det betød, at samme socialsag var ophævet, og at man derfor ikke uden videre ville kunne sende de eventuelle regninger for behandling af børnene videre til betaling af Stenløse Kommune. Man forsøgte iøvrigt at true først og fremmest vores børn og derigennem os til, med en "mangeårig anbringelse uden for hjemmet", at opgive klagesagen, men dengang troede vi da stadigvæk på, at kommunen bare havde begået en fejl. Ikke at man var i gang med det næsten perfekte forvaltningsmord på en hel børnefamilie.)
ps.
jeg har opdaget, at denne opsummering er betydeligt mere arbejdskrævende, end jeg havde troet. Derfor bliver dette afsnit skrevet færdigt over de næste dage.
...
Abonnieren
Posts (Atom)